Udsigt i kikkert

Baggrund Liv
En sø med en båd

Benny Andersens Udsigt i kikkert udkom oprindeligt på pladen Oven visse vande med Povl Dissing i 1981. I sangen afsøger digteren omgivelserne med en kikkert til en melodi, der er inspireret af samtidens jazzmusik. Melodien understøtter tekstens billede, mens den melodiske afvigelse i sidste vers understreger budskabet: "Gid jorden aldrig går under."

Sangen blev udgivet på pladen Oven visse vande med Povl Dissing

Udsigt i kikkert er titlen på denne sang, som blev offentliggjort på pladen Oven visse vande i 1981 som sædvanligt med Povl Dissing som sanger og Benny Andersen ved klaveret.

I Benny Andersens tekst ses omgivelserne igennem en kikkert

I sangen afsøger digteren, som titlen siger, omgivelserne gennem en kikkert og gengiver i stikord det sete efterhånden, som det dukker op gennem linsen. Der sker egentlig mange ting rundt omkring. Tilsyneladende ligegyldigt og usammenhængende: En sø med den båd og en måge, en olding der maler en låge, en bus der passerer en rose. Hvad interesse har alt det dog for mig? Som kikker? Som lytter? Som sanger?

I de næste vers kommer der mere og mere liv i iagttagelserne

Der er en arbejdende tømrer, et svedende postbud, en høne med kløe og en sulten bladlus. Det er blevet mere levende og mere menneskeligt. Livet er levende, ogdet leves af mennesker og dyr. De små ting har betydning, selv de mest banale. 

I tredje vers dukker morskaben for alvor(!) op

Det er da egentlig så dejligt og så skægt alt sammen. Og munterheden fortsætter i de næste vers. Vi informeres ikke blot om, hvad digteren ser, men naturligvis også om, hvad han oplever, tænker, associerer ved det. Adskillelsen mellem subjekt (ham der kigger) og objekt (det han kigger på) er brudt ned. Men kikkert-perspektivet bevares, og naturen og begivenhederne besjæles med menneskelighed med underfundige karaktertræk.

Det afsluttende vers bringer pointen, da digteren sænker kikkerten og ser det alt sammen som en vidunderlig helhed af liv: ”Gid jorden aldrig går under”.

Benny Andersens melodi er inspireret af jazzen

Benny Andersen var også pianist og del af en trio, som i 1950-erne levede af at spille bl.a. jazz på højfjelds- og badehoteller i Norge. Dette musikerliv beskriver han i ”Nomader med noder” fra 1976. I sin melodi til Udsigt med kikkert høres tydelig inspiration fra jazzen med dens harmoniske II – V – I - progressioner, kvintskridtssekvenser (f.eks. Em – Am – D7 – G) samt halv- og helformindskede akkorder. 

Melodiens ændrede afslutning understreget budskabet

Versenes fire første linjer har samme rytme og rolige melodik, som i femte linje brydes med et større melodisk spring og flere trioler, før den lander igen på grundtonen. Denne brydning af melodien forstærker alle de overraskelser, som ligger i teksten, når kikkerten zoomes ud og ind. Sidste vers’ lidt ændrede melodiske afslutning og den afsluttende Dur-akkord understreger: ”Gid jorden aldrig går under”.

Fakta om Udsigt i kikkert

Nr. 130 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst og melodi: Benny Andersen, 1981

Artiklen er skrevet af Arne Ørtved, melodibeskrivelsen af Jørgen Andersen.

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.

Artikler om sangene i Højskolesangbogen

Vis flere