Efterår

Baggrund Året

Sangen Efterår er en del af korsuiten Solskin og sorten muld, der er skrevet af komponist John Høybye og forfatter og journalist Georg Metz i 2016. Hele værket er en hyldest til fællessangen og til Grundtvigs tanker herom. Metz' efterårstekst rummer en respekt for naturen og maner til stilhed og eftertænksomhed. Melodien er i mol, men slutter i dur som en forvisning om, at det før eller siden bliver forår igen.

Et samarbejde mellem John Høybye og Georg Metz

Efterår har melodi af komponist, dirigent, arrangør og musikformidler John Høybye, og tekst af forfatter, journalist m.m. Georg Metz.

Sangen er en del af en større hyldest til fællessangen

Sangen er en del af korsuiten Solskin og sorten muld, som de to skrev som hyldest til fællessangen generelt samt som en cadeau til Grundtvigs tanker om fællessang som folkeoplysende virkemiddel. Her tænkes på alle de sammenhænge, hvor danskerne synger: i kor, i kirke og i højskole, i glæde og sorg, til hverdag og højtid. Og der tænkes på alle de sammenhænge, danskerne synger om: livet, døden, glæden, sorgen, landet, historien samt naturen – herunder årstiderne.

Flere Grundtvig-tekster indgår i værket

Suiten er skrevet til og uropført i forbindelse med et korkursus på Grundtvigs Højskole i 2016. Kor og orkester var her under ledelse af Høybye, mens Metz læste de lyriske tekststykker, der også er en del af værket. Udover Metz’ sang- og tekststykker består suiten også af flere Grundtvig-tekster, alle iklædt nye melodier af Høybye.

Efterår

1. Stille, se på himlen, skyer varsler regn.
Disen over mosen er et sikkert tegn.
Dyr på engen leder stille efter vinterhi.
Virkelyst og grokraft er forbi, forbi.

2. Stille, se på lyset som det toner ned.
Dagen går mod aft en, mørket holder ved,
til de svage solstrejf melder blegt om morgenstund
bygevejr i luft en over bælt og sund.

3. Stille, på en skovsti, himlen tegner sort.
Løvfald bag ved løvfald fugle flyver bort.
Løvfald er som afsked, blade daler sagte ned

alle skovens væsner søger aftenfred.

Efterårssangen maner til eftertænksomhed og stilhed

Efterår er en klassisk efterårssang, som både tekstligt og musikalsk maner til eftertænksomhed, til iagttagende sansning og til – i respekt for naturen - stilhed. Det kendetegner melodien og især teksten, at de begge i høj grad trækker på referencer til kendte danske sange om samme emne, og hvoraf mange hører hjemme i højskolesangtraditionen. Men i stedet for at fremstå som pastiche giver det genkendelige i sangen plads og ro til det kontemplative. Den lader sig derfor opleve som en lille meditation over efteråret, over naturen der falmer og lukker ned for alt levende for i stedet at gøre sig klar til at finde ly for vinterens mørke.

Metz trækker referencer til andre sange i Højskolesangbogen

Et eksempel på den tekstlige brug af referencer i sangen er anden linje i tredje vers: ”Løvfald bag ved løvfald.” Disse ord spiller dels på linjen ”Lysvæld bag ved lysvæld” i femte vers af Jakob Knudsens Se, nu stiger solen, og dels på åbningslinjen i Frank jægers Det løvfald, som vi kom så alt for nær. Gennem sin tekst lader Metz dermed to for længst afdøde og meget forskellige danske digtere tale sammen, pludseligt levendegjorte af en ny kontekst – og netop i den ånd af fællessang og oplysning, som suiten bygger på.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 nye sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester).

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Skiftet fra mol til dur minder os om, at det nok skal blive forår igen

Musikalsk er sangen – der fremstår med Høybyes originale akkompagnement – særligt præget af de mange trinvist faldende bevægelser i becifringernes basgange. Bevægelserne mimer så at sige ikke blot efterårsbladenes sagte fald mod jorden, som der synges om i tredje vers, men også den efterårsregn, der gennem hele teksten kredses om. Og også årets uundgåelige fald mod vinter bliver på denne måde underbygget. At melodien går i mol, underbygger ligeledes tekstens efterårstema forstået som en påmindelse om altings forgængelighed. Men alligevel slutter melodien i opløftende dur som udtryk for forvisningen om, at det før eller siden igen bliver forår.