Du skal plante et træ

Baggrund Liv

Digtet er skrevet af multikunstneren Piet Hein. I sangen tager han udgangspunkt i betragtningen om, at vi alle skal gøre én gerning, der bærer ud over vores eget liv, og som lever videre, når vi er væk. Højskolesangbogen angiver to melodier; Ole Heydes enkle melodi, der er velegnet som fællessang, og Per Nørgårds mere udfordrende melodi.

Digtet er fra Vers af denne verden

Digtet er første gang trykt i samlingen Vers af denne verden, 1948; i 1960 medtaget i digtsamlingen Du skal plante et træ. Det er første gang medtaget i Højskolesangbogens 17. udgave.

Multikunstneren Piet Hein

Den danske verdensberømthed Piet Hein studerede i København filosofi og teoretisk fysik (bl.a. hos Niels Bohr) samt malerstudier på Kungliga Kunstakademien i Stokholm. Han har gjort sig stærkt gældende som designer, opfinder, kunstner og digter.

Piet Hein udgav ca. 10.000 gruk

Under pseudonymet Kumbel (på oldnordisk betyder kumbl ”en sten med indskrift”) har han udgivet ca. 10.000 gruk. Ordet gruk er dannet af grin og suk. Med sproglig præcision sætter grukket dagliglivets småting i et større perspektiv, og med humor og optimisme er de ofte vendt mod magtbalance, ideologi, system og vaner. Under eget navn har han udgivet digt- og essaysamlinger. Enkelhed, helhed og sammenhæng er centrale begreber i Piet Heins livsfilosofi, og de gør sig stærkt gældende i hele digterværket.

Du skal gøre én gerning

I Du skal plante et træ tager Piet Hein udgangspunkt i en betragtning om, at vi alle skal gøre én gerning, der bærer ud over vores eget liv, og som lever videre, når vi er døde. Vi skal billedligt talt plante et træ.  Jævnfør myten om Martin Luther, hvor han skal have svaret ”Jeg vil plante et træ” på spørgsmålet om, hvad han ville gøre, hvis verden gik under i morgen.

Der er sammenhæng mellem slægtleddene

Piet Heins tanker om enkelhed og helhed træder stærkt frem i digtet. Der er sammenhæng mellem slægtleddene. Derfor bør den enkeltes livsgerning være til glæde for kommende slægtled. Også selvom den enkeltes muligheder er begrænsede og gerningen kun får mindre betydning.

Hvert enkelt menneske udgør et led i en større sammenhæng og har del i fremtiden – derfor også i fortiden der selv engang var fremtid.