Det haver så nyligen regnet

Baggrund Historien

Sangen blev første gang sunget i 1890 og blev hurtigt de danske sønderjyders kampsang i håbet om en genforening med Danmark. Tyskerne opfattede danskernes sange som et farligt agitationsmiddel, og den sønderjyske sprogforening måtte advare mod at synge sangen. I Sønderjylland har den bevaret sin popularitet.

Sangen er en lejlighedssang

Det haver så nyligen regnet blev første gang sunget i 1890 ved en fest i Studentersamfundets Sønderjyske Samfund – forkortet og omtalt som 4 S – i forbindelse med en stor gruppe sønderjyders besøg i København.

Johan Ottosens eneste sang

Sangens forfatter Johan Ottosen var historielærer på Efterslægtsselskabets Skole i København. I 1887 var han med til at oprette 4 S, hvor man diskuterede, hvordan man bedst kunne sikre de dansksindede sønderjyders interesser. Det haver så nyligen regnet er Johan Ottosens eneste sang.

Der var lange udsigter til en genforening

Efter afståelsen af Sønderjylland/Slesvig i 1864 havde sejrherrerne Preussen og Østrig i Prag-freden 1866 lovet sønderjyderne ret til en folkeafstemning i de nordlige distrikter. Men det blev ikke præciseret, hvad de nordlige distrikter geografisk var, eller hvornår og hvordan en folkeafstemning skulle finde sted. I 1878 ophævede den tyske kansler Bismarck denne ret (jf. 3.2), og det stod klart, at det ville vare meget længe, inden dele af Sønderjylland/Slesvig kunne blive forenet med det øvrige Danmark.

De danske sønderjyders kampsang

Det haver så nyligen regnet blev hurtigt de dansksindede sønderjyders kampsang. De frygtede, at den ville blive forbudt af de tyske myndigheder, som det skete i flere andre tilfælde. Myndighederne gav udtryk for, at brugen af danske sange var ”det farligste agitationsmiddel danskerne ejer”.

Den synderjyske sprogforening advarede mod en række sange

Sangen blev trykt i Den blaa Sangbog, som blev udgivet af den nyoprettede sønderjyske sprogforening, som officielt blev kaldt Foreningen til støtte for det danske sprogs bevarelse i Nordslesvig. I første omgang advarede man selv i Den blaa Sangbog’s udgave fra 1899 mod brug af en række sange. I senere udgaver advarer sprogforeningen direkte mod ”Sange, som man endnu gør bedst i ikke at synge ved offentlige møder” – jf. sangens udtryk: ”lås for vor mund” (1.4). Det gjaldt bl.a. Det haver så nyligen regnet.

Forbudte sange blev til hvide sider i sangbogen

Fire andre sange blev forbudt af de tyske myndigheder, og de blev i Den blaa Sangbog antydet med blanke sider - de såkaldte hvide sider - med en tilføjelse af den tyske Landsrets dom fra 1906 om, at sangene blev ”erklæret for ophidsende”. De blanke sider gav mulighed for, at folk som en protest selv kunne skrive teksterne ind.