De mørke fugle fløj

Baggrund Historien

De mørke fugle fløj er skrevet af den socialistiske forfatter Otto Gelsted på dagen for den tyske besættelse, 9 april 1940. Besættelsen rystede Gelsted til at udtrykke en enorm kærlighed til fædrelandet i sin digtning. Karl Clausens dramatiske melodi følger tekstens tone med sin unisone indledning og mørkfarvede klang.

Otto Gelsted betegnede sig som en revolutionær humanist

”Jeg længes efter at nærme mig de evige ting”

Otto Gelsted

Og dog har en væsentlig del af hans liv som forfatter og kulturskribent formet sig som et lidenskabeligt livtag med samtiden. Han betegnede sig selv som en ”revolutionær humanist” og kritiserede tiden for dens kommercialisme, sociale uretfærdigheder og kulturelle armod. Han kunne indimellem være meget besk og uforsonlig i sin kritik, grænsende til det forbitrede, og han var af samme grund vanskelig at omgås – selv for de nærmeste venner. Politisk gjorde han sig gældende som fremtrædende medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og delte helt partiets internationale orientering: Kapitalen har intet fædreland – derfor må arbejderklassen stå sammen i international solidaritet under Sovjetunionens ledelse.

Læs artikel om Otto Gelsted i Arbejderen

Otto Gelsted og Dannebrog

Helt umisforståeligt giver Otto Gelsted udtryk for sin holdning i digtet Dannebrog fra 1934:

Gør jer fri af Selvbedraget
og et Liv, der længst er dødt –
slet det grimme Kors af Flaget,
gør det rødt!

Otto Gelsteds kærlighed til Danmark kom til udtryk under besættelsen

Men bag hele det kritiske postyr og den bastante antinationale holdning gemte sig en sårbar hengivenhed overfor og en inderlig kærlighed til landet, som gav sig udtryk, da Danmark 9. april 1940 blev besat af Tyskland, som på det tidspunkt endnu var Sovjetunionens allierede.

Digtet er skrevet 9. april 1940

Otto Gelsted skrev sit digt på selve dagen. Han er altså ikke på afstand af begivenhederne. Den rystende oplevelse har tydeligt tag i ham, og man mærker i teksten det friske, næsten ufordøjede indtryk af foruroligelse over de tyske jagere, der brutalt larmende stryger hen over Københavns tage som store, ildevarslende rovfugle. Samtidig forløser og forstærker oplevelsen en følelse hos ham, som han politisk-ideologisk havde haft travlt med at distancere sig fra – kærligheden til Danmark: ”Da så vi og forstod / til vore hjerters rod, / at aldrig har vi elsket dig som nu!”

Otto Gelsted

Karl Clausens melodi modsvarer digtets dystre stemning

Den dystre stemning i Otto Gelsteds digt modsvares af melodien, som er komponeret i 1943 af Karl Clausen (1904-1972). Skønt ophavsmand til nogle orkesterværker og en række sange var han mest kendt for sit virke som musikforsker og -formidler. 

Sangens dramatiske stemning er gennemgående indtil en lysning anes i slutningens skift til g-mol

I denne melodi er det vel mere stemningen end selve melodien, man lægger mærke til. Komponisten har valgt den dramatiske toneart c-mol (samme toneart som Beethovens skæbnesymfoni), og klaversatsen understreger dramatikken: Dels ved den unisone indledning spillet i 3 oktaver, dels ved at venstre hånd næsten konsekvent spiller med oktavfordoblinger og dermed mørkfarver klangen. 

En anelse lysning sporer man i slutningen, hvor Clausen har valgt at slutte i g-mol (der ”kun” har to b’er i modsætning til c-mols tre), og hvor sidste akkord ovenikøbet er en G-dur; måske er dette inspireret af sidste strofes sidste linje: ”at aldrig har vi elsket dig som nu!”

Melodien følger tekstrytmen nøje, kun med ophold efter 3. og 6. linje, hvilket medfører nogle taktartsskift undervejs, og derudover giver den monotone melodirytme sangen en nærmest messende karakter

Fakta om De mørke fugle fløj

Nr. 510 i Højskolesangbogens 18. udgave

forfatter: Otto Gelsted

komponist: Karl Clausen

Digtet er skrevet på dagen for besættelsen, 9. april 1940 af Otto Gelsted. Melodien er komponeret af Karl Clausen i 1943.

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Jørgen Carlsen, melodibeskrivelsen af Erling Lindgren

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.