Du gav os de blomster, som lyste imod os
Baggrund
Danmark

Helge Rode har skrevet et hyldestdigt, der henvender sig direkte til fædrelandet - Danmark. Sangen bærer præg af den nationalromantiske strømning i dansk kunst og digtning fra starten af 1800-tallet. Otto Mortensens smukke melodi skaber en fortrolig stemning i henvendelsen fra "os" til det "du", som er Danmark.
Teksten er en hyldest til Danmark
Uden titlen Danmark giver Helge Rodes digt ikke mening, for hvem er så det ”du”, teksten henvender sig til? Men med digttitlen in mente giver udtrykket ”Du gav os” i første linje af hvert af de fem vers en betydning, der peger på forholdet mellem nationen og dets indbyggere. I allersidste linje nævnes ordet ”hymne”, og det er netop det, denne tekst er. En hymne er en lovsang, en hyldest til en instans der er større end det enkelte menneske, og derfor er en højstemt sprogtone karakteristisk for genren. Med sin smukke, enkle mol-melodi dæmper Otto Mortensen tekstens højtidelighed og gør den snarere til en fortrolig henvendelse fra ”os” til ”du”.
Den tradition, som Helge Rode skriver ind i her, er naturligvis fædrelandssangen, der har sin rod i 1800-tallets nationalromantiske digtning. Danmark blev trykt i digtsamlingen Ariel, som udkom 1914. Der er fem vers à seks ret lange linjer med krydsrim, hvis roligt vuggende rytme skabes af linjernes daktyler (se melodibeskrivelsen).
Naturens fænomener ses som et tegn på en højere orden
De fem vers har hver sit emne, som billedliggøres og fortolkes vers for vers: engene og søerne med deres blomster, de dyrkede og afgræssede marker, de dybe skove, himlen om dagen og om natten, havene og strandene. Digtets ”vi” udtrykker en taknemmelighed over alle de oplevelser, som fædrelandet har givet os – oplevelser, der er baseret på en umiddelbar glæde ved naturen, men som kan fortolkes som eksistentielle erkendelser. Helge Rode er rundet af 1890’ernes symbolistiske digtning, hvor naturens fænomener i lyset af en idealistisk livsanskuelse ses som tegn på en højere orden. Det er en imødekommende natur, som i første vers, hvor blomster og enge og åkander tager imod os, ”dengang vi var små” (1.2).