Dronning Dagmars død

Baggrund Folkeviser og ballader

Den böhmiske kongedatter Dagmar var Valdemar Sejrs dronning. Hendes gode omdømme bygger på senere tiders mytedannelse, skabt i de "historiske" folkeviser om Dronning Dagmar. I folkevisetraditionen dør den unge dronning i barselsseng, men som det fromme menneske, hun er, bliver opholdet i skærsilden kort. Højskolesangbogen optrykker visen i Axel Olriks let reviderede udgave.

Dagmar var Valdemar Sejrs dronning

Den böhmiske kongedatter Dagmar var Valdemar Sejrs dronning i årene 1205-1212. Efter sin tidlige død fik hun nærmest helgenstatus som et idealbillede af den fromme og gode kvinde – i kontrast til den portugisiske prinsesse Berengaria (Bengerd), som blev Valdemar Sejrs anden dronning. Hverken Dagmars gode omdømme eller Bengerds ry for at være ”så besk en blomme” bygger på samtidig dokumentation, men på senere tiders mytedannelse, skabt i de ”historiske” folkeviser om Dronning Dagmar.

Hvornår stammer visen fra?

Det er uvist, hvornår visen om Dronning Dagmars død er blevet til. Måske er den digtet allerede i sidste halvdel af 1200-tallet, hvor folkevisedigterne søgte danske motiver, der kunne modsvare de ædle, ridderlige idealer i den franske troubadourlyrik. Men det kan også være, at folkevisen først er digtet i senmiddelalderen som en slags agitation for de rette katolske idealer.

Højskolesangbogen optrykker visen i Axel Olriks let reviderede udgave fra Danske Folkeviser i Udvalg, bind I, 1899.

I Folkevisetraditionen dør Dagmar i barselsseng

Hvad den unge Dagmar døde af, er der ikke historiske kilder om. Men i folkevisetraditionen er der ingen tvivl: Hun dør i barselseng. Det er egentlig et barselgilde, Dagmar inviterer Danmarks fruer til, og de magiske formler, hun beder Kirsten om, skal forstås som midler mod fødselssmerter.

Som det fromme menneske, hun har været, må hendes ophold i skærsilden blive ganske kort. Visens slutning betyder, at da Dagmar vågner igen (vers 17), har hun allerede i de få minutter, hun har været død (jf. vers 14) udstået straffen for sin synd: forfængelighed - hun har pyntet sig om søndagen (vers 21). Og nu kalder Himmerigs klokker på hende (vers 22).

Dronning Dagmars død

1. Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg,
til Ringsted lader hun sig vente;
alle de fruer, i Danmark er,
dem lader hun til sig hente.
Udi Ringsted hviles dronning Dagmar.

2. "I henter mig fire, I henter mig fem,
I henter mig af de vise!
I henter mig hid den liden Kirsten,
hr. Karls søster af Rise!"

3. Liden Kirsten ind ad døren tren
med tugt og megen somme;
dronning Dagmar sidder hende op igen,
hun favned så vel hendes komme.

4. "Kan du læse og kan du skrive,
og kan du løse min pine,
da skal du slide rød skarlagen
og ride gråganger' min."

5. "Kunne jeg læse og kunne jeg skrive,
jeg gjorde det alt så gerne;
det vil jeg for sanden sige:
eders pine er hårder' end jerne. "

6. Så tog hun sankt Mari bog,
hun læste alt det, hun kunne;
hun kunne ikke lys på kronen se:
så såre hendes øjne de runde.

7. De ledte hende ud, de ledte hende ind,
det blev jo længer og værre:
"Imedens det kan ej bedre vorde,
I sender bud efter min herre!"

8. Det var den liden smådreng,
han lod ikke længe lide,
han rykte sadel af bjælken ned,
lagde den på ørs hint hvide.

9. Kongen han stander på højeloftsbro,
og ser han ud så vide:
"Og hisset ser jeg en liden smådreng,
så sørgelig mon han kvide.

10. Hisset ser jeg en liden smådreng,
så sørgelig mon han trå,
det råde Gud Fader i Himmerig,
alt hvor Dagmar hun må!"

11. Ind kom liden smådreng,
og stedes han for bord:
"Vil I noget med Dagmar tale,
I vide hende snarlig ord!"

12. Dankongen slog det tavlbord sammen,
at alle de terninger sjunge.
"Forbyde det Gud i Himmerig,
at Dagmar skulle dø så unge!"

13. Der han red af Gullandsborg,
da fulgte ham hundred svende;
der han kom til Ribe,
da var han mand alene.

14. Der var ynk i fruerstue,
der alle de fruer græde;
dronning Dagmar død' i liden Kirstens arm,
der kongen red op ad stræde.

15. Kongen ind ad døren tren,
han så den ligbåre stande:
"Herre Gud Fader i Himmerig
da bedre mig denne vånde!

16. Jeg beder eder, fruer og møer
og så I gode terner:
I beder en bøn alt for mig!
jeg taler med Dagmar så gerne."

17. Dronning Dagmar rejser sig af båren op,
hendes øjne var blodige røde:
"O ve, o ve, min ædelig herre!
hvi gjorde I mig den møde?

18. Den første bøn, jeg eder beder,
den vider I mig så gerne:
alle fredløse mænd, dem giver I fred
og alle fanger er jerne!

19. Den anden bøn, jeg eder beder,
den er eder selv til somme:
I lover ikke Bengerd efter mig!
hun er så besk en blomme.

20. Den tredje bøn, jeg eder beder,
den vider I mig så gerne:
lader I Knud, min yngste søn,
konning i Danmark være!

21. Jeg turde ikke ved i pinen brænde
både dag og nat,
havd' jeg ikke mine ærmer om søndagen snørt
og ikke strege på sat.

22. Nu er det tid, jeg farer herfra,
jeg må ikke længer lide,
nu ganger Himmerigs klokker for mig,
Guds engle efter mig bide.
Udi Ringsted hviles dronning Dagmar.

Ordforklaringer:

3.2   somme: ære
3.3   sidder hende op: sætter sig op (i sengen)
3.4   favned: glædede sig ved
4.1   læse, skrive: Vers fire og fem drejer sig om, hvorvidt Kirsten kender magiske formularer, som vil kunne lindre Dagmars smerter
6.4   runde: randt
8.4   ørs: hest
9.1   højeloftsbro: svalegang med adgang til rummene i husets overetage
9.4   kvide: bekymre sig
10.2 trå: hige, stræbe
10.4 hvor … må: hvordan … har det
13.1 Gullandsborg er ifølge Anders Sørensen Vedels udgave fra 1591 det samme som Skanderborg. I andre varianter af visen er Gullandsborg lig med Visby på Gotland, som var i den danske konges besiddelse 1361-1645
20.3 Knud: Folkevisedigteren er åbenbart ikke klar over, at det var Esbern Snares enke Helena og ikke dronning Dagmar, der var mor til Kong Valdemars søn Knud (født 1211). Knud blev aldrig konge, det blev derimod dronning Bengerds tre sønner Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1.
21.1 turde ikke ved: behøvede ikke; pinen: skærsilden
21.4 strege: farvede striber eller bånd
22.2 lide: tøve
22.4 bide: vente

Thomas Laub reviderede melodien

I 1800-tallet er der indsamlet flere forskellige melodier til denne vise, men bortset fra omkvædet er ingen af dem helt identisk med melodien i Højskolesangbogen, som er Thomas Laubs revision i Danske Folkeviser med gamle Melodier, bind II, 1904.