Det mørkner i vort år
Baggrund
Historien

Morten Nielsens Høstdigt blev udgivet som en del af antologien Der brænder en ild under Danmarks besættelse i 1940-1945. På tragisk vis døde digteren, før krigen var forbi, men hans tekster lever videre den dag i dag. I denne sang udtrykkes modstandsfolkets smerte over de tabte liv.
Anonyme forfattere gav modstandsbevægelsen en stemme
Der brænder en Ild hedder den formentlig mest læste litterære antologi under Danmarks besættelse 1940-45. Det var beredskabsdigtning, der skulle vække læsernes følelse for og engagement i frihedskampen. Bag på bogens omslag stod der:
”Denne bog må ikke sælges. Men alle, der har den i Hænde, bør føle sig forpligtet til paa enhver Maade at støtte Frihedskampen – ogsaa med Penge. Tænk paa Fangerne! Hjælp de Paarørende! Find selv Deres Plads i Kampen!”
Bogen udkom i efteråret 1944 på det illegale forlag Folk og Frihed, og bidragyderne var – med en enkelt undtagelse, Hans Kirk – anonyme. Efter befrielsen 5. maj 1945 blev antologien gentrykt, og forfatterne blev krediteret: Der viste sig at være fire digte af 22-årige Morten Nielsen, som på tragisk vis mistede livet 30. august 1944.
Morten Nielsens digt om Tykke
Blandt disse fire var digtet Skæbne, som er et af Morten Nielsens kendteste, fordi det er blevet flittigt læst og diskuteret i danskundervisningen lige siden. Digtet fortæller om ”Tykke”, der hele barndommen og ungdommen mobbes godt og grundigt, men da han som voksen melder sig som frivillig i de nazistiske tropper, får han chancen for hævn: ”Nu er du noget Tykke!”, ”nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde år.”, som der står i digtets slutning.