Det lyder som et eventyr
Baggrund
Historien
Afstemningsplakat fra folkeafstemningen 1920 tegnet af Joakim Skovgaard (1856-1933) og med tekst fra Pontoppidans digt. Fra Det Kgl. Biblioteks billedsamling
Henrik Pontoppidan skrev dette genforeningsdigt lige efter afslutningen på 1. verdenskrig, hvor sønderjyderne drømte om at få lov at stemme om deres fremtid. Pontoppidan skrev ofte satirisk og samfundsrevsende tekster, men valgte for en gangs skyld den lyriske form i dette digt. Thomas Laubs melodi har i den 19. udgave af Højskolesangbogen fået selskab af en modernistisk melodi af Jens Lysdal.
Digtet blev trykt lige ved afslutningen af 1. verdenskrig
Digtet blev trykt i Ude og Hjemme juledag 1918, ganske kort efter afslutningen af 1. verdenskrig, hvor ca. 30.000 sønderjyder havde måttet deltage som soldater på tysk side, og flere end 5.000 af dem var omkommet.
Afstemningen om Sønderjyllands fremtid blev forsinket af Påskekrisen
Fredsbestemmelserne indeholdt et løfte til de dansksindede sønderjyder om en afstemning om deres fremtidige statstilhørsforhold, og i tillid til det løfte troede mange, at genforening med Danmark hurtigt ville finde sted. Politiske forviklinger og den største politiske krise i Danmark i fredstid: ”Påskekrisen” med kongens statskup og socialdemokratiets trussel om generalstrejke foranledigede imidlertid, at afstemningen først fandt sted i 1920. På baggrund af afstemningsresultaterne blev den nuværende dansk-tyske grænse trukket.
Henrik Pontoppidan
Pontoppidan skrev ofte satirisk og bidsk, men vælger her en lyrisk form
Henrik Pontoppidans interesse for det sønderjyske spørgsmål kendes fra hans store romaner, fx Lykke-Per, et tidsbillede af det Danmark, der forsøgte at rejse sig igen efter krigene mod Tyskland og nederlaget i 1864. Hvor Pontoppidan i sine romaner var den satiriske og bidske samfundsrevser, valgte han i genforeningsdigtet for en sjælden gangs skyld den lyriske form. Om det skrev Tom Kristensen i 1937 ved Henrik Pontoppidans 80-års fødselsdag:
Den dag, da Sønderjylland kom tilbage
Da brast din stemme og blev sært til sang.
Kun én gang gav du efter for din mildhed;
Men aldrig glemmer vi den ene gang.