Det er så køhnt, det er så dejle
Baggrund
Året

Bonden og kromanden Karsten Thomsen fra Frøslev digtede på sin hjemegns dialekt og siges at være sønderjydernes digter. Det er så køhnt, det er så dejle skriver sig ind i Højskolesangbogen som en klassisk dansk forårsvise fra 1800-tallet, men rummer alligevel en fejring af modersmålet. Oluf Rings friske og dansende melodi har sikret sangen folkelig udbredelse.
Karsten Thomsens viser er skrevet på Frøslev-mål
I mange år var der to sønderjyske viser af Karsten Thomsen i Højskolesangbogen, nemlig Law Jens kom hjem (kendt som De wår en daw i høstens ti) som i dag er gledet ud og Vugg-Vihs (kendt som I Synnerjylland, dér er æ føjt). Begge er skrevet på det Frøslev-mål, Karsten Thomsen brugte.
Forårssangen blev optaget i Højskolesangbogen efter 2. verdenskrig
I 15. udgave af Højskolesangbogen kom der en tredje af Thomsens sange med, nemlig Ved forårstid eller som den er bedre kendt: Det er så køhnt, det er så dejle. Udvidelsen hang utvivlsomt sammen med, at Sprogforeningen i 1945 – inspireret af den kraftigt forøgede interesse for hele problemstillingen om Nord- og Sydslesvig efter befrielsen fra den nazistiske besættelse under 2. verdenskrig – udsendte et hæfte: Tolv sønderjyske Viser af Karsten Thomsen fra Frøslev.

Karsten Thomsen
Sønderjydernes digter levede under to slesvigske krige
Karsten Thomsen levede i den turbulente tid med de slesvigske krige 1848-50 og 1864. Han var bonde og kromand (han overtog både sine forældres gård og Frøslev Kro som 22-årig), men skrev også sange på sin hjemegns dialekt, og det på en sådan måde, at han har fået en ganske særlig niche som ”sønderjydernes digter”.
Det siges lokalt, at Karsten Thomsens indsats for det danske var medvirkende til, at Frøslev kom til Danmark ved Genforeningen 1920. Lige netop ved Frøslev slår grænsen et sving mod syd.
Karsten Thomsens vise er en klassisk forårssang
Karsten Thomsens vise står i de sange til foråret, Højskolesangbogen byder på. Her er jo, hvad der hører sig til i en klassisk dansk forårsvise fra 1800- tallet: Den svimlende blå himmel og solen der spejler sig i vandet; bøgen der springer ud og breder de grønne blade ud over mængden af blomster i skovbunden; fuglene der kvidrer og synger oppe i den vårlyse luft; pigen man er forelsket i, og som er så dejlig, at man kan blive aldeles væk i hendes øjnes skønhed. Jo, der er såmænd ikke den store forskel på en forårsskildring for 150 år siden og så i dag.
Modersmålet er det smukkeste af alt
Bortset fra lige netop det, der ikke er nævnt endnu; for i femte vers samler Karsten Thomsen det hele op. Alt det, han lige har nævnt, er vidunderligt. Men det smukkeste af det hele er dog sproget: ”Mit moersmål, din sång, hær dog den kønnest klång.” Og så er vi igen tilbage i den konkrete historie om Sønderjylland og kampen mellem dansk og tysk i 1800- tallets sidste halvdel.