Det dirrer i luften af dråbestøv

Baggrund Året
Det dirrer i luften af dråbestøv

William Heinesens digt Våraften forener forårsaftenens våde regnvejrsstemning med lys og lyde. Der males sanselige naturbilleder og bindes tråd fra det banale til det kosmiske. Melodien af Kristian la Cour er enkel og folkelig.

Den færøske digter, William Heinesen, debuterede i 1921

William Heinesen, den færøske digter, der også var billedkunstner, debuterede i 1921 som lyriker med digtsamlingen Arktiske Elegier og andre Digte. Med romanen De fortabte Spillemænd fra 1950 fik han sit internationale gennembrud, en såkaldt skæmteroman om skæve eksistenser i fødebyen Tórshavn, og den magiske realisme fortsættes i Moder Syvstjerne (1952). I 1965 modtog han Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Det gode Håb.

Inspirationen kom fra både Johannes V. Jensen og Thøger Larsen

William Heinesen skrev på dansk og var inspireret af danske forfattere som Johannes V. Jensen og Thøger Larsen, ligesom han både som forfatter og maler var påvirket af den europæiske ekspressionisme. Men både i hans lyriske sprogtone og i hans fabulerende prosa mærkes tilknytningen til de nordatlantiske øer, i skildringerne af folkeliv, myter, natur og vejrlig, ligesom han spillede en rolle som færøsk kulturpersonlighed.

De mørke, færøske øer spejles i den græske antiks morgenlys

Om titlen Arktiske elegier fortæller Heinesen selv i forordet til den samlede udgave af hans digte (1984) at forlagets konsulent, Otto Gelsted, oprindelig var imod dens slægtskab med ”grækofile glossarier”:

men jeg lod mig den ikke fravriste; jeg syntes den lånte stemningerne fra mine mørke øer i Nordhavet en – tiltrængt – reflex af den græske antiks glorrige morgenlys!

William Heinesen

Digtet er fyldt med sanselige naturbeskrivelser

I digtet Våraften fra debutsamlingen kan man da også sige at Heinesen har formået at forene forårsaftenens våde regnvejrsstemning med lys, lyd og grøde. De første tre vers er en sanselig naturbeskrivelse, hvor man føler, hører og lugter vejret: Det dirrer, drypper og dufter. I tredje vers drejes synssansen ind på en flok gulgrønne gæslinger, og man hører dem synge: Vi er gæs, vi er gæs, vi er gæs.

Det banale får henmod slutningen et kosmisk perspektiv

På digtets lydlige side understreges det sanselige med bogstavrim og suggererende gentagelser. Sangens fastslåen af det tilsyneladende banale faktum får i de tre sidste vers en udvidet betydning for det sansen- de jeg og dets ønske om at blive ét med den tanke- og tidløse natur. Naturbilledet vider sig ud og får et kosmisk perspektiv i sidste strofes gentagelse af gæssenes enfoldige sang. Her er det stjernerne som jeget hører synge, en bekræftelse på sammenhængen mellem det lille strå og det store verdensrum, som gør tanker, dage og år betydningsløse. Det skildres dog ikke som et faktum, men som noget digteren drømmer.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Kristian la Cour har skrevet den enkle, folkelige melodi

Melodien er enkel og folkelig. Den er skrevet af Kristian la Cour, som i 1996 udgav en sangbog med 24 danske sange til tekster af bl.a. William Heinesen, Thøger Larsen og Piet Hein.         

Fakta om Det dirrer i luften af dråbestøv

Nr. 296 i Højskolesangbogens 18. udgave

Tekst: William Heinesen, 1921

Melodi: Kristian la Cour, 1996

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Karin Esmann Knudsen  

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.