Der står et slot i vesterled

Baggrund Aften

Ingemann og Weyse skrev i 1838 syv aftensange. Der står et slot i vesterled er den første af disse aftensange. Den bruger dagens gang fra solopgang til solnedgang som metafor for livsvandringen fra fødsel til død. Weyses melodi understøtter det pompøse billede af solnedgangen som Guds funklende slot.

Ingemann ønskede at skrive lyriske salmer

I 1837 havde Ingemann udgivet syv morgensange for børn med melodier af Weyse, og de fulgte året efter op med syv aftensange. Ingemann havde i mange år virket som lektor i dansk på akademiet i Sorø, hvor han også boede. Nok var han ikke teolog, men han ønskede at skrive lyriske salmer.

Et omfattende forfatterskab bidrog til folkets genrejsning og dannelse

Bag sig havde Ingemann et omfattende forfatterskab af historiske romaner, henlagt til Valdemarernes tid og i romantisk stil. Efter ulykkestiden med Napoleonskrigene og tabet af Norge følte Ingemann en tilskyndelse til at yde sit bidrag til folkets genrejsning, og - i lighed med Grundtvig - søgte han tilbage til nordiske heltesagn og myter. I 1824 udkom Valdemar den Store og hans mænd efterfulgt af yderligere fire historiske romaner. Disse romaner blev en væsentlig ingrediens i flere generationers folkelige dannelse helt frem til første tredjedel af det 20. århundrede.

Syv aftensange

Ingemann og Weyse skrev først Morgensange for børn (se fx artiklen om Nu ringer alle klokker mod sky), og fortsatte herefter samarbejdet om syv aftensange.

Aftensangenes åbningsdigt viser livets vandring fra fødsel til død

Der står et slot i vesterled er aftensangenes åbningsdigt. Det viser, i hvor høj grad Ingemanns kristentro er spændt ud i naturens drama og iklædning. Som dagen er udspændt fra solopgangen i øst til solnedgangen i vest, således udspændes livets vandring fra fødsel til død.

Solenglen viser os vejen til forklaringskysten

For den troende digter er vi ikke alene på denne livsvandring. Foran os vandrer solenglen, Ingemanns lyriske metafor for Gud som skaber og Kristus som frelser, som bereder vejen for os gennem himmelporten ind i evigheden som livsvandringens mål.

Den brændende aftensols nedgang i vest bag de rosenfarvede skyer bliver for den religiøse digter til en katedral, et guldtækket slot. Og bag kimingens møde mellem jord og himmel fornemmer den troende en port, der rækker op i Guds himmel, og Guds sol går indhyllet i purpurfarvede klæder kraftfuldt ind i guldslottet.

I tredje vers nærmer digteren sig metaforisk med udtrykket ”solenglen” en mere eksplicit kristen billedtale med en sammensmeltning af skaberen og frelseren. I troens følgeskab med solenglen reddes livet fra at blive opslugt af mørkets brusende kræfter og samles i troen på, at Gud/Kristus som livets sol med sin vandring fra øst til vest afslutter vort livs rejse ved forklaringskysten i paradiset, hvor vi fra i livet kun at have erkendt stykkevis, nu i evigheden skal erkende fuldt ud.

Der står et slot i vesterled


1. Der står et slot i vesterled,
tækket med gyldne skjolde;
did går hver aften solen ned
bag rosenskyernes volde.
Det slot blev ej med hænder gjort:
mageløst står det smykket;
fra jord til himmel når dets port;
vor Herre selv det har bygget.

2. Fra tusind tårne funkler guld,
porten skinner som ravet;
med strålestøtter underfuld
sig borgen spejler i havet.
Guds sol går i sit guldslot ind,
skinner i purpurklæder.
I rosensky på borgens tind
står lysets banner med hæder.

3. Solenglen svinger lysets flag,
vandrer til fjerne lande;
ham følger liv og lys og dag
bag nattens brusende vande.
Lig solen farer livet hen,
går til forklaringskysten.
Med glans opdukker sol igen
fra Paradiset i østen.

Ingemanns salmedigtning er ofte blevet kritiseret

Man har teologisk villet anfægte Ingemanns titel som salmedigter med henvisning til, at hans billedsprog udelukkende iklæder kristenlivet en naturens dragt og næsten aldrig synes inspireret af nytestamentlige skriftsteder (f.eks.at lade lysenglen være inspireret af Johs. ev. 8,12 eller 12,46 med Jesu tale om sig selv som ”verdens lys”). Synd og nåde er ikke temaer i Ingemanns salmer. Ikke desto mindre har hans salmer haft deres sikre plads i menighedslivet op til i dag.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Weyse om Ingemanns tekster

Weyse sagde om Ingemanns sangtekster, at melodierne lå gemt i lyrikken:

"Slige smukke digte komponerer sig selv..."

 

Melodien er præget af den romantiske sangtradition

Melodien til Der står et slot i vesterled skrider ærbødigt fremad i 6/8-takt i skiftevis opad- og nedadgående fraser med kvinten som central begyndelsestone. På ordet ”mageløst” i første vers folder den ”slottet” ud fra sin toptone. Med sine store spring, treklangsbrydninger, trinvise bevægelser og skiftende punkteringer er den på samme tid både enkel og udfordrende som fællessang. Den er i højere grad end melodierne til morgensangene præget af den romantiske sangtradition. 

Fakta om Der står et slot i vesterled

Nr. 542 i Højskolesangbogens 18. udgave

Forfatter: B.S. Ingemann, 1838

Komponist: C.E.F. Weyse, 1838

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Niels Jørgen Nedergaard, melodibeskrivelse af Jørgen Andersen

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.