Der er noget i luften

Baggrund Året

Præsten Vilhelm Gregersen har skrevet både tekst og melodi til denne meget afholdte adventssalme. Forventningerne op til jul knyttes sammen med barndommens erindringer, og tilsammen skaber billederne en glædesfyldt, håbefuld stemning. Melodien er vuggende og inderlig, og fungerer overraskende godt som fællessang.

Adventsangen er skrevet i 1911

Vilhelm Gregersens lille adventssang blev trykt første gang i 1911 i Vintergæk. En samling digte. Allerede året efter blev den sammen med 19 andre af hans sange optaget i Syng Dig glad! - et lille sanghæfte udgivet af Peder Jacobsen, der var lærer på Ry Højskole.

Gregersens tekst skaber forventning og glæde

Der er noget i luften knytter forventningen til julen og dens budskab sammen med erindringen om barndommen. Det kunne nemt blive sentimentalt i den grad at kredse om barndommen og dens særlige stemning, hvis ikke det var, fordi digteren også bruger denne erindringsstemning som en kraftkilde til at skabe forventning og glæde.

Man kan læse de fire vers som en dannelsesrejse

Det er en kilde, der er for julens glæde, hvad Johannes Døberen var for Jesus: en forløber der baner vejen. Således kan man læse og synge de fire vers som en dannelsesrejse fra decembers mørke vintertid tilbage gennem erindringen til barndommens land. Over det hænger den stjerne, som lyser og leder, så man kan nå tilbage til livet nu og her og frem til at tage imod Guds fred.

Der er noget i luften

1. Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad,
som forår, skønt skoven har mistet hvert blad.
Der er noget i luften, som rosernes duften,
som fuglenes fryd,
skønt rosen er falmet, og fuglen er draget mod syd.

2. Der er noget i luften, som gør mig så glad,
som frisker mit hjerte i ungdommens bad.
Der er noget herinde, et strålende minde
med kærter og sang
om julen derhjemme, derhjemme hos moder en gang.

3. Der er noget i luften, et barndommens bud,
som lyser imod mig som stjernen fra Gud,
som leder mig stille til frelseren lille
med barndommens fryd,
skønt barndommen flygted’ som fuglen, der
rejste mod syd.

4. O kom til os alle, du højtidens drot,
om lokken er gylden, om håret er gråt,
udbred dine hænder, mens lysene brænder,
og skænk os din fred,
thi evig, ja evig er glæden, når du følger med.

Den barnlige glæde ved juletid varer ved hele livet

I tiden op mod jul er naturen præget af forfald og forladthed, og alligevel fornemmer forfatteren, at der er noget i luften, men uden at det er håndgribeligt for ham. Ligesom ”rosernes duften, som fuglenes fryd”, er det genkendeligt fra sommerens varme og farvestrålende tid, som også afspejler barndommens stærke farver og følelser. På tværs af år og tid rejser erindringen tilbage og lader sig synke ned i ”ungdommens bad”. Der har været forskellige bud på, hvordan netop dette udtryk skulle forstås, men en mulighed er at se det som et billede på, hvordan han bliver helt omsluttet af følelsen af igen at være med til ”julen derhjemme, derhjemme hos moder engang”. Erindringen fra barndommen fungerer som ledestjerne og stemmer hjertet til barnlig glæde. Så også selvom man står midt i voksenlivet og ”håret er gråt”, er julens glæde evig for den som lader ”højtidens drot” følge med.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Gregersen har selv skrevet den inderlige, vuggende melodi

Præsten Vilhelm Gregersen har her som til andre af sine lyriske og kristelige digte selv komponeret melodien. Musikfagligt kan man mene, at den burde være for svær til almindelig folkelig fællessang, men sådanne teoretiske bedømmelser er gjort grundigt til skamme af den glæde og indlevelse, som folk i snart hundrede år har sunget denne adventssang med. Den har som teksten en vuggende inderlighed, der grænser til det sentimentale, men som også bærer teksten ud på sanglæben og ind i hjertet.