Der dukker af disen min fædrenejord

Baggrund Norden
Der dukker af disen min fædrene jord

Jeppe Aakjær var bosat i København i starten af 1900-tallet. Han længtes dog efter sin hjemegn og skrev derfor dette digt under titlen Jylland. I teksten betragter digteren sit hjemland, både ovenfra og i det helt nære. Aakjær spænder på den måde fra det uoverskuelige til det fortrolige og skaber en sammenhængende fortælling om de jyske vidder. I Højskolebogen bringes to melodier af henholdsvis Carl Nielsen og N.K. Madsen-Stensgaard.

Jeppe Aakjær længtes efter sin hjemegn

I årene 1897-1907 var Jeppe Aakjær bosat i København, men længtes efter sin hjemegn der betød så meget for ham. Digtet blev påbegyndt i 1901, men først gjort færdigt i 1905. Det sker i forbindelse med udgivelsen af digtsamlingen Fri Felt, hvor det fremtræder under titlen Jylland. I sin endelige form fra 1905 omfatter det ti strofer, og af dem har højskolesangbogen har medtaget str. 1, 2, 5, 9 og 10.

Jeppe Aakjær

Der dukker af disen min fædrenejord


1. Der dukker af disen min fædrenejord
med åser og agre og eng;
med ryggen mod syd og med tåen mod nord
den redte bag sander sin seng;
dog ej for at sove retfærdiges søvn,
thi sjældent er landet i ro,
men stormene går,
og brændingen slår
på kysten med djærveste kno.

2. Der ruller de bække så tungt gennem dal,
langmodigt ta'r åen imod
og skrider til havs i en sindig spiral,
forinden den drev det til flod.
Men hvor den kan glitre en sensommerkvæld,
når laksen går op mod dens strøm,
når siv og når flæg
får dugstænk i skæg,
og dagen går bort som en drøm.

3. Mørkt stiger en høj over kornhavet op,
med blåbær og lyng er den klædt;
blandt risenes ranker en lærke med top
sig gynger og kvidrer så spædt.
Det bølger af rug imod kimingens rand,
i dale, på banker den står,
får runding og form
i godtvejr og storm
som barnet, mens gængerne går.

4. Hvad var vel i verden det fattige liv
med al dets fortærende tant,
om ikke en plet med en dal og lidt siv
vort hjerte i skælvinger bandt!
Om ikke vi drog fra det yderste hav
for bøjet og rynket at stå
og høre de kluk,
de mindernes suk
fra bækken, vi kyssed som små!

5. Velsignede land, hvor i stormvejret bor
et folk, som er øvet i savn,
jeg ejed vel aldrig et gran af din jord,
som hjemløs jeg kvitted min stavn.
Du rakte mig ud fra dit stenede krat
en høstnat så kroget en stav.
Når staven er brudt,
og livsgangen slut,
kanske du da skænker en grav.

Ordforklaringer

1.4 sander: klitter
2.7 flæg: vandplanter
3.5 kimingen: synskredsen, horisonten
3.9 mens gængerne går: mens vuggen gynger
4.2 tant: gøgl og tomhed
4.5 det yderste hav: verdens ende
5.4 kvitted: opgav
5.3 gran: den mindste smule
5.6 stav: støttestav, her metafor for livsindhold; måske hentydes til den digtergerning Aakjær havde påbegyndt og levede i til sin død. Udtrykket kan også alene stå for de værdier hjemstavnen gav ham.

Digtet rummer både det uoverskuelige og det fortrolige

Aakjær ser Jylland for sig som en person der bevidst vender ryggen mod syd og strækker sig åbent mod nord. Digtet bevæger sig fra det store til det små, fra det uoverskuelige til det fortrolige og nære. Digteren kommer sejlende til hjemlandet og ser det dukke frem af dis og tåge. Senere ses billederne tættere på, måske fra vinduet i togkupeen. Her ser man landet som en helhed. Vers 3 afrundes med et billede der viser hvordan rugen har vækstvilkår fælles med barnet i vuggen.

Aakjær skriver med inderlighed

Vers 4 har noget af salmens inderlighed. Den handler om Aakjærs egen erfaring: For en tid havde han valgt at bosætte sig i København, men måtte tilbage til sit udgangspunkt og finde sin rod for at blive bragt i overensstemmelse med sig selv (jf. artiklen om Som dybest brønd). Afslutningsverset bevarer den inderlige tone.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies
Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Højskolesangbogen bringer to melodier

I Højskolesangbogen - som i andre nyere sangbøger - henvises til Carl Nielsens melodi fra 1917. Derudover er N.K. Madsen-Stensgaards melodi fra 1908 blevet genoptaget.

Madsen-Stensgaards melodi passer bedst til tekstens univers

Sammenholdes melodierne med tekstens univers, passer Madsen-Stensgaards melodi bedst: Vi er i Jylland, og der leves dér et nøjsomt liv i det fattige og dog storladne landskab. Melodien tegner et forløb med oftest små skridt, men alligevel med stor spændvidde mellem højeste og dybeste tone.

Carl Nielsen melodi har en mere urolig karakter

Carl Nielsens melodi er langt mere urolig. Hvis man forestiller sig linjer gennem hans nodehoveder, vil der fremstå den ene lille høj efter den anden, faktisk mindende om et fynsk landskab. Både valget af den yndefulde 6/8 takt og de mange punkteringer gør indtrykket let og luftigt. Man kunne ønske en ægte fynsk naturbeskrivelse til denne i øvrigt vellykkede melodi.

Fakta om Der dukker af disen min fædrenejord

Nr. 367 i Højskolesangbogens 18. udgave

Tekst: Jeppe Aakjær, 1901-05

Melodi: Carl Nielsen, 1917 og N.K. Madsen-Stensgaard, 1908

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Magnus Vistisen, melodibeskrivelsen af Kirsten Falk

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.