Den yndigste rose er funden

Baggrund Året

Brorson står bag mange af de mest sungne og afholdte julesalmer. I denne salme, der er inspireret af den pietistiske tankegang, oversættes relationen mellem mand og kvinde til en samtale mellem sjælen og Jesus. Rosen er dermed et symbol på Jesus, og salmen udtrykker hvordan man med ydmyghed kan finde vej til ham. Melodien er af tysk oprindelse og støtter op om billedet af rosen i vers otte.

Brorson er julens digter

For mange står Brorson som ”julens digter”, og hans julesalmer hører til blandt de mest skattede. Brorson udgav i 1739 sin egen salmebog, som han kaldte Troens rare Klenodie, dvs. ”sjældne kostbarhed”.

Hans Adolph Brorson

I Højskolesangbogen er salmen forkortet

Fra Brorsons tid som præst i Tønder (1729-37) stammer nogle små prunkløse hæfter, bl.a. Nogle Jule-Psalmer, (jf. artiklen om Mit Hjerte altid vanker), og her tryktes Den yndigste rose med 11 vers. Højskolesangbogen har optaget otte vers; vers syv består af originalens vers. 9,1-2 og 10,3-4. De øvrige vers er originaltekstens 1, 2, 4, 6, 7, 8 og 11.

Den yndigste rose er funden

1. Den yndigste rose er funden,
blandt stiveste torne oprunden,
vor Jesus, den dejligste pode,
blandt syndige mennesker gro'de.

2. Alt siden vi tabte den ære
Guds billedes frugter at bære,
var verden forvildet og øde,
vi alle i synden bortdøde.

3. Da lod Gud en rose opskyde
og sæden omsider frembryde,
at rense og ganske forsøde
vor slægts den fordærvede grøde.

4. Al verden nu burde sig fryde,
med salmer mangfoldig udbryde,
men mangen har aldrig fornummen,
at rosen i verden er kommen.

5. Forhærdede tidsel-gemytter,
så stive som torne og støtter,
hvi holder I eder så ranke
i stoltheds fordærvede tanke!

6. Ak, søger de ydmyge steder,
i støvet for Frelseren græder,
så får I vor Jesus i tale,
thi roserne vokser i dale.

7. Min Jesus! du stedse skal være
mit smykke, min rose, min ære,
de giftige lyster du døder
og korset så liflig forsøder.

8. Lad verden mig alting betage,
lad tornene rive og nage,
lad hjertet kun dåne og briste,
min rose jeg aldrig vil miste!

Titlen er en reference til Højsangen

Brorson gav sin salme titlen Jeg er en rose i Saron – et citat fra Højsangen 2,1-2:

Jeg er Sarons rose,
dalenes lilje.
Som en lilje blandt tidsler
er min kæreste blandt unge piger.

Højsangen 2

I den pietistiske tankegang ”oversættes” Højsangens samtale om kærlighed mellem mand og kvinde til en samtale mellem sjælen og Jesus. Saron er en frugtbar slette i det nordlige Palæstina, og tankegangen er, at rosen vokser op som en helt enestående smuk plante – ”Jesus, den dejligste pode” (1.3) – blandt tidsler – de ”syndige mennesker” (1.4).

Syndefaldet forbindes med Jesus' fødsel

Med sit billedsprog forbinder Brorson syndefaldet (Første Mosebog, 3) og Jesus’ fødsel – udtrykt i vers to-tre, som står i datid: Ved fordrivelsen fra Edens have mistede menneskene ”den ære / Guds billedes frugter at bære” (2.1-2). Julens budskab er, at Gud nu har genoprettet det ødelagte forhold mellem mennesker og Gud (vers tre). I vers fire-seks taler digteren i nutid – til de mange mennesker i samtiden, der som ”forhærdede tidselgemytter” (5.1) nægter at modtage budskabet. Hvis de blot kunne se Jesus’ fødsel som den skelsættende begivenhed, den er, ville verden genlyde af lovsang (vers fire-seks). Digteren slutter med et personligt vidnesbyrd: Kun gennem ydmyghed er det muligt at finde vej til Jesus. Brorson skriver her i 1. person og fremhæver dermed den individuelle religiøse følelse, som er kendetegnende for pietismen.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Ordforklaringer

1.3 pode: lille kvist, ung plante

3.4 fordærvede grøde: den misvækst som syndefaldet resulterede i

4.3 fornummen: fundet ud af, forstået

5.4 stolthed: stivsindethed

7.4 korset: i symbolsk betydning her om de menneskelige lidelser

8.1 betage: fratage

Melodien fremhæver billedet af rosen

Melodien findes i Joseph Klugs Geistliche Lieder, 1542. Det er en durmelodi opbygget i fire buer der rytmisk er nøjagtigt ens. Melodisk falder kulminationen i begyndelsen af sidste bue, og på den måde fremhæves især billedet af rosen i vers otte.