Den klare sol går ned

Baggrund Aften
Den klare sol går ned

Salmen er en del af Kingos lyriske bønnebog fra 1674, der indeholder både en morgensang og en aftensang til hver af ugens dage. I denne aftensang beskrives menneskelivet og dets forgængelighed, men det er ikke døden, der får det sidste ord. Johann Schops melodi bevæger sig fra mol til dur og understreger således tekstens udsagn om lysets sejr over mørket.

Kingo skrev morgen- og aftensange til alle ugens dage

Thomas Kingo var fra 1668 til 1677 sognepræst i Slangerup. Her udgav han Aandelige Siunge-Koors Første Part, som udkom i 1674. Titlen er et religiøst modstykke til Søren Terkelsens verdslige Astree Siunge-Choer (1648-1654), der indeholdt lyriske digte der var oversat fra fransk, til kendte verdslige melodier. Hvad Kingo tilvejebragte, er en lyrisk bønnebog til en uges andagt. Til hver af ugens dage findes her en morgen- og en aftensang samt en bodssalme og senere tilføjedes et morgen- og et aftensuk. Den klare sol går ned kaldes her Dend Fjerde Afften-Sang og har 13 vers. Heraf er vers 1, 2, 4a + 5b, 6, 9 og 14 medtaget i Højskolesangbogen.

Aftensangene handler om forgængelighed og håb

I Kingos aftensange er tanken om menneskets forgængelighed endnu mere fremtrædende end i morgensangene. Men på trods af denne vished får døden dog ikke det sidste ord. Det gør derimod opstandelsens håb. Kingo ser i naturen mange billeder på menneskelivets endelighed. Han sammenligner det – med bibelsk forlæg – med græsset og blomsterne (fx Sl 103,15).

Tanken om dødens realitet skal ifølge Kingo ikke nedbryde menneskers livsmod; den skal derimod vende dem mod Gud. Den hvile, mennesket kan tage til sig, er derfor ikke verdens ro, men den fred, som Gud lyser over mennesket.                        

Den klare sol går ned


1. Den klare sol går ned, det kvælder mer og mer,
hver arbejdsmand er træt og sig om hvile ser.
En dag jeg nærmer' er ved døden end som før;
tiden mig
så sagtelig
oplukker dødens dør.

2. Her skiftes tiden om, her veksles dag og nat,
af solen bliver kun en skygge efterladt,
så verdens herlighed omsider ende får;
mørken grav
og ormegnav
vi sidst i verden når.

3. Jeg træder nu ud i det duggefulde græs,
naturen siger mig: "Bi lidt, stå her og læs:
Dit billed ser du her i blomster og i hø!"
Dag og nat
mig lærer brat,
at jeg engang skal dø.

4. Tak, tusind gange tak, o Gud, som evig er
og udi tiden dog slig omhu for mig bær'!
Fra første øjeblik, da jeg af rode randt,
af mit ler
du gjorde mer,
end jeg kan sige grant.

5. Men, o min Gud, tilgiv, hvad jeg mod dig har brudt,
agt ej de spirer, som af syndens rod er skudt.
Løs min samvittighed af sine synders bånd,
kast dem ned
i evighed
i havet med din hånd!

6. Kom, mægtig englehær, lys Herrens ro og fred
på sjæl og legem, og hvad mer mig kommer ved!
Gak, ormesæk, og sov! Gud skal i morgen dig
vække her,
men siden der
til liv evindelig.

Kingo beskriver menneskelivet med hjælp fra naturen

Efter en malende indledning (vers et), hvor både aftenen og dødens trængen sig på beskrives, går Kingo (vers to til tre) over til at beskrive menneskelivet med hjælp fra naturen. Som blomsterne visner, skal også menneskene dø. I vers fire takker digteren for alt det, Gud gør for mennesker helt uden, at vi fortjener det, og efter en bøn om tilgivelse (vers fem) afsluttes med bønnen om, at Gud vil bevare os såvel i den nat, der kommer, som i evigheden (vers seks). På trods af dødens vished ender Kingo dog med det levende håb, som Jesus’ opstandelse påskemorgen gav verden. Selvom vi lever ”her”, så skal vi dog engang leve ”der” – hos Gud.      

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Ordforklaringer

1.1   kvælder: bliver aften

4.2   slig: sådan

4.3   af rode randt: blev født

4.6   grant: klart, tydeligt

6.3   orme-sæk: krop

Lyset sejrer over mørket i Schops melodi

Melodien, som sandsynligvis er skrevet af Johann Schop, stammer fra 1642. Det er en molmelodi, som i brede nodeværdier og næsten tonemalerisk i løbet af de første to linjer bevæger sig fra den lyse øvre grundtone til den mørkere oktaven under. Midtvejs springer den tilbage til begyndelsestonen og bevæger sig atter nedad. Undervejs vender den og stiger gradvis i en sekvens op for at slutte på begyndelsestonen, men denne gang i C-dur, så melodien understreger tekstens udsagn om lysets sejr over mørket.   

Fakta om Den klare sol går ned

Nr. 534 i Højskolesangbogens 18. udgave

Forfatter: Thomas Kingo, 1674

Komponist: Johann Schop, 1642

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Jens Elkjær Pedersen, melodibeskrivelse af Karen Bjerre

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.