Dejlig er den himmel blå

Baggrund Året

Sangen repræsenterer Grundtvigs første bevidste forsøg på at forny dansk salmedigtning. Den er skrevet som en børnesang og fortæller Matthæusevangeliets historie om ledestjernen, der forkynder fødslen af en ny konge for jøderne. Oprindeligt var digtet på 19 vers, men Grundtvig selv gav senere salmen den form på syv vers, som bruges i Højskolesangbogen.

Grundtvig var i krise, da han skrev salmen

Den oprindelige tekst er skrevet i de første dage i december 1810 samtidig med, at Grundtvig var i en meget alvorlig personlig krise, hvor han svingede mellem fredfyldte dage og dage med vilde åndelige kampe, hvor han kunne rasere sit indbo. Han virkede nærmest utilregnelig på sine venner, som vogtede over ham. Det skyldtes bl.a., at hans far havde bedt ham om at blive hjælpepræst hos sig.

Grundtvig ville ikke være præst

Grundtvig var slet ikke indstillet på at blive præst, men gav efter bl.a. på grund af sin mors indstændige anmodning. I denne tilstand digtede han De hellige tre Konger, som året efter blev trykt i ugeskriftet Sandsigeren. Oprindeligt var digtet på 19 vers.

Grundtvigs første forsøg på af forny dansk salmedigtning

En Barnesang, som han også betegnede digtet, blev ledsaget af en længere kommentar, hvor det hedder, at han håber at udgive en ”Samling af kristelige, mest historiske Sange … om Gud under mig Liv og Helsen”. Det blev dog ikke til noget før 25 år senere, da hans store Sang-Værk til den danske Kirke begyndte at udkomme. Denne sang repræsenterer således hans første bevidste forsøg på at forny dansk salmedigtning.

Grundtvig forkortede selv teksten

Grundtvig gav selv salmen formen med de syv vers, der er brugt i Højskolesangbogen, da den indgik i udgaven af Fest-Psalmer fra 1853.

Digtet henvender sig direkte til børnene

I det oprindelige 19 vers lange digt er det gamle sagn gengivet i bredt fortællende form. Det er direkte henvendt til børnene: ”Kommer, små, og hører til … Jeg det ved, I hører gerne” (vers 2) og ”Vil I små ej også gerne/ se den lyse, milde stjerne” (vers 14). I den forkortede udgave antydes den oprindelige direkte tale til børn kun i de sidste to vers.

Dejlig er den himmelblå

1. Dejlig er den himmel blå,
lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
//: os fra jorden op til sig. ://

2. Det var midt i julenat,
hver en stjerne glimted mat,
men med ét der blev at skue
én så klar på himlens bue
//: som en lille stjernesol. ://

3. Når den stjerne lys og blid
sig lod se ved midnatstid,
var det sagn fra gamle dage,
at en konge uden mage
//: skulle fødes på vor jord. ://

4. Vise mænd fra Østerland
drog i verden ud på stand
for den konge at oplede,
for den konge at tilbede,
//: som var født i samme stund. ://

5. De ham fandt i Davids hjem,
de ham fandt i Betlehem
uden spir og kongetrone,
der kun sad en fattig kone,
//: vugged barnet i sit skød. ://

6. Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
//: kommer vi til Jesus Krist. ://

7. Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
//: til at lyse for vor fod. ://

Ordforklaring

4.2 på stand: straks

5.1 Davids hjem: Byen Betlehem, som David stammede fra

6.3 ledestjerne: stjernen over marken ved Betlehem symboliserer her det ”guddomsord” (vers 7), som til alle tider fører mennesker til Kristus og troen på ham

Salmen er til Helligtrekonger

Salmen er til Helligtrekonger, den 6. januar, som traditionelt markerer julens afslutning.

Beretningen bygger på Matthæusevangeliets fortælling om, at en stjerne, der skulle forkynde fødslen af en ny konge for jøderne, blev opdaget af nogle vise mænd.

Titlen blev ændret

I Grundtvigs oprindelige tekst er det en ”Stjernemand”, som opdager stjernen, og som sammen med sin konge og dennes søn drager mod Betlehem. Da der således ikke er tale om tre konger, blev titlen ændret til De Vise fra Østen.

I vers 6 og 7 kobler Grundtvig stjernen, der ledte De vise Mænd og vores “ledestjerne”: Guddomsordet.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Der har været flere bud på en melodi

Der har i tidens løb været flere bud på en melodi til Grundtvigs højt elskede salme: Både Weyse og Laub har komponeret udmærkede melodier til den, men det er J.G. Meidells melodi fra o. 1840, der helt har taget teten. Meidell kendes kun for denne ene melodi. A.P. Berggreen har et sted skrevet at Meidell var ”en gammel mand, som ellers aldrig har givet sig af med komposition”.

Pas på tempoet!

Det kan anbefales at man opfatter grundpulsen som 2/2 i hver takt (alla breve). Så kommer der noget fejende og fremadstræbende over starten, og slutningen undgår det, der er risikoen ved denne melodi: at den går i stå!