De sniger sig så hemmeligt afsted

Baggrund Året

Digtet stammer fra Ole Sarvigs digtsamling Salmer og begyndelser til 1980’erne, som repræsenterer et nybrud i Sarvigs digtning. Her vedkender han sig endelig den kristendom, som nok var tilstede tidligere, men som han tog afstand fra, da han som ung meldte sig ud af folkekirken. Digtet er præget af sorgen og fortvivlelsen hos en mand i slutningen af sit liv. Fuzzys melodi giver plads til eftertænksomhed og til at mindes dem, der er borte.

Ole Sarvig vakte både begejstring og forargelse

Ole Sarvig (1921-81) hører til generationen af danske modernister, som var stærkt præget af besættelsestiden. Han voksede op på ydre Nørrebro i København i et hjem, hvor der ikke var mange bøger, men stor interesse for billedkunst. Efter nysproglig studentereksamen begyndte han at studere kunsthistorie på universitetet og blev, ung som han var, del af miljøet omkring tidsskriftet Helhesten. Allerede i 1943 debuterede han med Grønne digte. Han slap studiet, og nu fulgte en række udgivelser, som vakte både begejstring og forargelse, f.eks. med et digt som:

”Det er sen eftermiddag
Mennesker staar
somom de lyttede”.

I Ekstra Bladet fik Sarvig digterkollega Kai Friis Møllers skarpe pen at føle. Han ”anmelder” et digt og bryder så af med et ”Aah, det må De undskylde” – han havde forvekslet indholdsfortegnelsen med et digt.

En isoleret skikkelse i dansk litteratur

Skønt han havde berøring med kredsen omkring Heretica, står Ole Sarvig på mange måder som en isoleret skikkelse i dansk litteratur. I årene 1954 – 1962 levede han i udlandet, fortrinsvis Spanien. Han var blevet far (til kunstmaleren Christian Sarvig, 1950-2012), men forholdet til moderen holdt ikke. Efter adskillige kuldsejlede ægteskaber blev han i 1962 gift med Helen Aileen Dewell. Sammen flyttede de til ”Klostergården” ved Glumsø, som blev Ole Sarvigs faste base til hans død for egen hånd i 1981.

Efter de tidlige digtsamlinger fulgte en årrække, hvor Sarvig koncentrerede sig om romaner, essays og dramatik. Han oversatte adskillige Shakespeare-værker og forsøgte sig også som dramatiker, til sin store fortrydelse dog uden det store held.

De sniger sig så hemmeligt afsted

1. De sniger sig så hemmeligt afsted.
Nu er dén borte, og dén, dén med.
De var så nær, i deres lyse skær
af nøgen hud bag tidens mørke klæ’r.

2. De boede i de gader, hvor vi bor,
de sad og spiste med ved dette bord.
Hvor er de henne nu med deres blik,
der spejlede de dage, som de ñk.

3. Hvad skulle de mon her i denne egn,
hvor tidens skrifter fuld af sære tegn?
De var så nær, og sad dér, kød ved kød,
hver én brudt ud af deres moders skød.

4. I tidens gader snakked de så lydt
om dén og dén, og hvad de havde nydt,
med sansers silke mellem nat og dag,
og tav så skræmt om det, som ligger bag.

5. Min elskede! Der høres stemmer, skrig,
en torden som af mennesker i krig,
men dybt bag denne: vores dobbelthed
forenet i en anden verdens fred.

Digtet er fra en samling meget personlige digte

De sniger sig stammer fra samlingen Salmer og begyndelser til 1980’erne, som blev udgivet i Sarvigs dødsår, 1981. Samlingen står som et nybrud i Sarvigs produktion. Den kristendom, som nok var til stede tidligere, vedkender Sarvig sig nu fuldt ud i en række meget personlige tekster. Sarvig meldte sig som ung ud af folkekirken og forblev udmeldt. I Salmer og begyndelser blander meditationer, bønner og erotiske lovprisninger sig med de skarpt skårne klokkevers, som Sarvig skrev i 70’erne, bl.a. til Holmens kirke. Under arbejdet blev Sarvigs hustru, Helen, syg og døde i 1980. Det kom til at præge færdiggørelsen af bogen, som Sarvig lagde i hænderne på sin mangeårige redaktør på Gyldendal, Erik C. Lindgren.

Sangen er præget af religiøs længsel og trøst.

De sniger sig er præget af sorgen og fortvivlelsen hos en mand i slutningen af sit liv. Digtet har oprindeligt seks vers og fik sin nuværende form i forbindelse med udgivelsen af Kirkesangbogen i 2017. Det udeladte femte vers lyder:

At vi her og nu på Tellus’ rand
Ved kysterne af Tellus’ øjnes vand
Der blændes af de fjerne stjerners skær
Om vores nære klode, nu og her.

[Tellus = Jorden] Det er fjernperspektivet bag den dobbelthed, som udtrykkes i sidste vers: vores eksistentielle forankring i ”en anden verdens fred”. Dobbeltheden udtrykker dermed både den religiøse længsel og trøst.

Fuzzys melodi giver plads til eftertænksomhed

Melodien af Fuzzy blev komponeret til Kirkesangbogen og er en af flere melodier til Sarvig-tekster. Den ”snigende” rytme og de mange standsninger i melodien skaber en følelse af ”tomme pladser”. Til eftertænksomhed og til dem, der er borte.