De milde vinde en forårsnat

Baggrund Kærlighed

Lisbeth Smedegaard Andersens tekst er inspireret af Salomos højsang i Det Gamle Testamente. Musikken er skrevet af Mads Granum og melodien understøtter tekstens urolige stemning. Sammen skaber tekst og melodi et billede af den almenmenneskelige erfaring af at være forelsket - med al den ambivalens, uro og lykke det indebærer.

Teksten er inspireret af Salomos højsang

Lisbeth Smedegaard Andersens tekst er inspireret af Salomos højsang i Det Gamle Testamente. Ligesom Højsangen centrerer De milde vinde en forårsnat sig om den almenmenneskelige erfaring, at det at være forelsket er en ambivalent oplevelse. I Højsangen rummes alle forelskelsens facetter lige fra beruselsen ved nærværet med den elskede til fortvivlelsen, når den elskede trækker sig væk (se fx Højsangen, kap. 5, v. 5-6).

Lisbeth Smedegaard Andersen Lisbeth Smedegaard Andersen

Fra håb og lys, over uro og så tilbage til håbet

Digtet er opbygget med håb og lys i første vers, over en mere dunkel og urolig tematik i vers to, til forsoning og håb på trods i vers tre. Andet vers, der bringer spændingsforholdet mellem ”sorg og sang” på banen, rummer den mest konkrete henvisning til Højsangen, men påfaldende omvendt: I Højsangen kap. 2, 11 hedder det ”nu er regntiden ovre”, mens det i digtet hedder ”snart er det vinter her”. At sommer og vinter, lykke og uro, er hinandens forudsætninger, italesættes her med modsat fortegn. I tredje vers finder sameksistensen mellem de to dimensioner et forsonligt leje, og på trods af mørket får kærligheden det sidste ord. Hermed trækkes der også en tråd frem til det sted i det nye testamente, som ofte kaldes ”kærlighedens højsang”: ”størst af alt er kærligheden” (1. kor. 13).

De milde vinde en forårsnat

1. De milde vinde en forårsnat
mit vindue stod lidt på klem
usårligt er hjertet hvor mørket er lyst
du sang mine drømme frem

||: syng mig de sange
de sange du ved
om undren og kærlighed :||

2. Der er så kort mellem sorg og sang
jeg ønsker dig altid nær
uroligt er hjertet og har ikke ord
og snart er det vinter her

||: syng mig de sange
de sange du ved
om længsel og ensomhed :||

3. Der brænder lys i min vindueskarm
en levende hjerteglød
der spejles i rudernes bristende glas
og skinner bag nat og død

||: syng mig de sange
de sange du ved
om mørke og kærlighed :||

Som en uforklarlig forelskelse sprænger teksten sprogets rammer

Teksten har træk af folkevisestil; den har et kort og fyndigt omkvæd, og den beskriver den almenmenneskelige tematik om kærlighed i enkle fraser. Alligevel er der en kompleksitet i teksten, fordi de enkelte frasers sammenhæng ikke er åbenlys. Denne kalejdoskopiske logik præger også forlægget i Højsangen, som ligeledes kan virke mystisk fragmentarisk. På samme måde som en forelskelse ikke rigtigt kan forklares, sprænger også digtet sprogets rammer. Digtet bliver på grund af denne stil i høj grad fortolkningsåbent. Især i omkvædet får det almenmenneskelige tema om kærlighed en indforstået og intim tone, når der meget direkte henvendes i bydemåde til et ”du”: ”syng mig de sange, du ved”.

Granums melodi har krydrede jazzklange

Mads Granum er især kendt for at skrive rytmisk kirkemusik, herunder jazzsalmer, hvilket man også kan betegne denne sang som. Især musikkens harmonik er stærkt jazzpræget med højt opbyggede akkorder. Således finder vi mange maj7- og mol7-akkorder gennem hele melodien, men også endnu mere krydrede klange som den mørkt klingende Fmaj7 med G i bassen på ordet ”hjertet” i første vers. Mange steder er melodiens tone ikke indeholdt i treklangen, og den fungerer således som den harmoniske tilføjelse. Mest udtalt er dette i første og anden linje af omkvædet. I første linje ligger melodiens tone (på ordene ”syng mig de sange”) insisterende på et A, altså 9’eren i G-duren, og i anden linje (på ordene ”de sange du ved”) springer melodien op på et D, altså 9’eren i C-duren, og ligger her på versets lange højtone.

Mads Granum

Flygtighed præger melodiens rytmik

Rytmisk er melodien præget af en flygtig og kapriciøs stemning, der ikke mindst tilvejebringes af, at den begynder med en pause, så hele første takt bliver som en meget lang optakt. Man finder lignende melodibegyndelser i fx Carl Nielsens Tit er jeg glad og Oluf Rings Sig nærmer tiden, og konsekvensen af, at første slag i melodien ikke har en tone, er en slags tavs begyndelse. Det giver en svævende og forsigtig indledning til sangen. Synkoper og trioler er andre virkemidler, der bidrager til melodiens flygtighed.

Tekstens uro afspejles i melodien

Tekstens og musikkens samspil består ikke mindst i melodiens manifestering af digtets flygtige, urolige tema, der både ses i billedsproget (således titellinjens milde vinde) og i karakteriseringen af forelskelsens labilitet. Musikken skildrer dette både melodisk, fx ved i lange passager at henlægge melodien til toner udenfor treklangen, og rytmisk, ved den lidt skæve og uregelmæssige konstruktion. Et godt eksempel har vi i vers to, hvor ordet ”uroligt” i musikken falder på en lille, fritstående drejetone-figur henover et taktslag, hvilket virkeliggør tekstens uro for sangeren. Et andet eksempel er fjerdedelstriolerne i omkvædet, som hver gang falder på de ord, der ikke er ens fra omkvæd til omkvæd. Hermed går musik og tekst sammen om at bryde rammerne for budskabets logik.