Dagen blir så kort ved Allehelgen

Baggrund Året

Allehelgen er blevet én af årets helt store kirkelige begivenheder. På denne aften mødes mange danskere for at mindes dem, de har mistet. Holger Lissner har skrevet teksten til denne salme, hvori der sættes ord på sorgen. Sorgen vil ikke forsvinde, men med tiden kan glæden lyse igennem den og give håb. Erik Koppelgaard har skrevet den enkle melodi, der også bringer håbet i spil i sidste vers.

Til Allehelgen mindes vi dem, vi har mistet

Samtidig med at Halloween som populærkommerciel begivenhed - lanceret af Fætter BR og med amerikanske rødder - fylder mere og mere blandt børn og unge, er Allehelgen med endnu ældre rødder tilsvarende blevet en af årets helt store kirkelige begivenheder. I Danmark markerer man ikke Allehelgen i den katolske udgave som en fejring af de særligt hellige, men i mere luthersk forstand mindes vi de helt almindelige mennesker, vi har mistet fra vores midte: fra vore familier og vore sogne.

Mange sognekirker afholder en særlig gudstjeneste til Allehelgen

I dag har de fleste sognekirker på den første søndag i november en særlig gudstjeneste med vægt på musik, ofte med oplæsning af navnene på de døde og lystænding i forbindelse dermed. Nogle steder inviterer man særskilt de pårørende til sognets døde, og andre steder igen har man kirkegårdsvandringer med lystænding på gravene og måske efterfølgende samvær.

Salmen sætter ord på sorgen

Nærværende salme er skrevet til Allehelgen i forbindelse med FRIK’s (Forum for Rytme i Kirken) korstævne i 2006. Mens den således er skrevet til en ganske snæver anvendelse, rammer den til gengæld ind i en begivenhed, der har stor folkelig betydning, og den sætter ord på rigtig mange sider af sorgen og tabet, både menneskeligt, sjælesørgerisk og evangelisk.

Dagen blir så kort ved Allehelgen

1. Dagen blir så kort ved Allehelgen,
træet mister snart sit sidste løv,
kulden kommer, også vi må fryse,
når vort liv blir aske, tab og støv.

2. Natten er så lang ved Allehelgen,
uret går, men tiden går i stå,
fanget af en skyggedans af minder,
den, vi elsker, kan vi ikke nå.

3. Døden kommer nær ved Allehelgen,
river alle blomsterne itu,
og vi mærker den i vore lemmer.
Men hvor er du, Jesus, hvor er du?

4. Lad os se dig komme gennem natten!
Over dybe vande går din vej.
Du må trøste alle os, der savner,
kalde alle sørgende til dig.

5. Du har prøvet vejen gennem mørket,
udholdt kærlighedens strenge bud,
du har vist, at vi, der mister livet,
kan i tro få det igen af Gud.

6. Du kan ikke tage savnet fra os,
men lad vores smerte brænde ud,
så at glæden lyser gennem sorgen,
så at sangen løft er sig til Gud.

7. Da er vi i kærlighed forenet,
vi er bænket ved det samme bord,
og i Ånden kan vi synge sammen
i din kirkes Allehelgenskor. –

8. Håbet liver op ved Allehelgen,
asketræets grene sætter knop,
evighedens morgensange klinger.
Kristus lever, mørket lyser op.

Teksten bringes med kunstnerens tilladelse.

Sorgen kan holde os fanget

I første vers kobles vinter, mørke og løvfald med det at miste. I andet vers gives et hårdt billede på sorg som ”tid der går i stå”, og det antydes, at sorgen kan holde os fanget, måske mere end godt er - et tema, der forløses i sjette vers. I tredje vers stilles dét ”Hvor er du, Gud/Jesus?” spørgsmål, som så mange pårørende og efterladte har stillet, og de efterfølgende vers besvarer spørgsmålet.

Der skabes forbindelse til Jesus' lidelse

Med en dobbelt bevægelse, hvor Jesus på én gang kommer til os over det dybe vand og midt i vores mørke nat, mens vi samtidig altid kan komme til ham med alle vores byrder, etableres forbindelsen til og det trøsterige nærvær i ham. I femte vers understreges forbindelsen til Jesus' egen lidelse, og i det sjælesørgerisk afgørende sjette vers lyder det, at hvor vi aldrig kan blive savnet kvit, så kan smerten forhåbentlig en dag fylde så lidt, at vi kan se den kærlighed, der også findes i sorgen.

Sorgen forsvinder aldrig

Holger Lissner (se nærmere om forfatteren i artiklen om Lyset vælder ind i verden) havde oprindeligt i dette vers skrevet ”sorgens lys vil langsomt brænde ud”, men det gik op for ham, at den afgørende pointe: ”At glæden lyser gennem sorgen” (og omvendt) netop har som forudsætning, at sorgen ikke forsvinder, men at den vedvarende vil være til stede som udtryk for taknemmelighed og kærlighed.

Der kommer liv og lys på ny

I syvende vers er vi igen i kirkerummet, hvor fællesskabet - også med dem vi har mistet - understreges som en virkelighed både ved nadverbordet og i sangen, og i sidste vers knyttes der elegant an ved asken i første vers, men nu som det håb der findes i, at asketræets grene sætter (sorte) knopper, der rummer grønne blade og nyt liv. Der kommer lys og liv på ny. Kristus lever.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 nye sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester).

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Koppelgaards melodi modsvarer tekstens vemodige karakter

Melodien er skrevet af højskolelærer og organist Erik Kobbelgaard (1954-2019). Den er ganske enkel både i rytme, melodi og harmonik og modsvarer således tekstens lidt vemodige og stillestående karakter. Rytmen er konsekvent i sin enkelhed: Hver linje indledes med otte ottendedele og afsluttes med én eller to lange toner, afhængigt af den mandlige eller kvindelige udgang. Melodien bevæger sig næsten udelukkende trinvist og sætter hver linje i gang med en tonegentagelse. Endelig det harmoniske: Trods små udsving slutter hver linje i hovedtonearten a-mol – første og tredje linje med en halvslutning på dominanten, og anden og fjerde linje med en helslutning på tonika. Bemærk dog at sidste vers slutter på tonikavarianten – altså A-dur i stedet for a-mol – for derved at understrege tekstens håb.