Dagen blir så kort ved Allehelgen
Baggrund
Året

Allehelgen er blevet én af årets helt store kirkelige begivenheder. På denne aften mødes mange danskere for at mindes dem, de har mistet. Holger Lissner har skrevet teksten til denne salme, hvori der sættes ord på sorgen. Sorgen vil ikke forsvinde, men med tiden kan glæden lyse igennem den og give håb. Erik Koppelgaard har skrevet den enkle melodi, der også bringer håbet i spil i sidste vers.
Til Allehelgen mindes vi dem, vi har mistet
Samtidig med at Halloween som populærkommerciel begivenhed - lanceret af Fætter BR og med amerikanske rødder - fylder mere og mere blandt børn og unge, er Allehelgen med endnu ældre rødder tilsvarende blevet en af årets helt store kirkelige begivenheder. I Danmark markerer man ikke Allehelgen i den katolske udgave som en fejring af de særligt hellige, men i mere luthersk forstand mindes vi de helt almindelige mennesker, vi har mistet fra vores midte: fra vore familier og vore sogne.
Mange sognekirker afholder en særlig gudstjeneste til Allehelgen
I dag har de fleste sognekirker på den første søndag i november en særlig gudstjeneste med vægt på musik, ofte med oplæsning af navnene på de døde og lystænding i forbindelse dermed. Nogle steder inviterer man særskilt de pårørende til sognets døde, og andre steder igen har man kirkegårdsvandringer med lystænding på gravene og måske efterfølgende samvær.
Salmen sætter ord på sorgen
Nærværende salme er skrevet til Allehelgen i forbindelse med FRIK’s (Forum for Rytme i Kirken) korstævne i 2006. Mens den således er skrevet til en ganske snæver anvendelse, rammer den til gengæld ind i en begivenhed, der har stor folkelig betydning, og den sætter ord på rigtig mange sider af sorgen og tabet, både menneskeligt, sjælesørgerisk og evangelisk.