Blæsten går frisk over Limfjordens vande

Baggrund Norden

Sangen beskriver naturen omkring Limfjorden og samspillet mellem vejret, lyset og landet. Den er afholdt som en folkesang om blæsten i de nordjyske egne, og hvordan den sætter liv i natur og mennesker. Melodien er ret usædvanligt kommet til før teksten, men både i tekst og melodi fornemmer man blæstens friskhed.

Erik Bertelsen er en solidarisk skildrer af menneskers vilkår

Forfatteren Erik Bertelsen debuterede 1921 med fortællingen Havets Børn. I sin eneste digtsamling, Blæst og blaa Vande fra 1939, samlede han sine sange og viser bl.a. denne med titlen Limfjorden.

Erik Bertelsen var født tæt ved den jyske vestkyst i fiskerbyen Harboøre ved Limfjorden. Gennem næsten hele sit forfatterskab skildrede han de fattige fiskere og deres særprægede miljø i meget læste, folkelige romaner, hvor hovedværket er trebindsværket Harboør-Folk fra 1942. Erik Bertelsen er nok hjemstavnsforfatter, men først og fremmest en solidarisk skildrer af menneskers vilkår, hvor de skal klare sig over for både naturen og den magtfulde religiøse bevægelse Indre Mission – et tema som også kendes fra Hans Kirks roman Fiskerne (1928).

Digtet er blevet en folkesang

Erik Bertelsen er ikke egentlig digter, dvs. lyriker på vers, og hans sang har da også enkelte usikre steder i rytme og sprog, fx i stroferne 2.3 og 3.5. Alligevel er hans digt blevet en folkesang, som er særdeles afholdt af nordjyderne i disse egne, og det er helt forståeligt med dens klare, friske beskrivelse af naturen omkring fjorden og samspillet mellem vejret, det skiftende lys over vandet og landet omkring den lange fjord tværs gennem Jylland.

Blæsten sætter liv i både mennesker og natur 

Teksten beskriver hvordan blæsten sætter liv i både natur og mennesker. I hver af de tre første strofer beskriver de fire første linjer naturen, mens sømanden, bonden og ungdommen nævnes i de to sidste linjer. Digtet slutter med forfatterens egen bekendelse fremkaldt af det foregående: Her fik han ”sejlersind”.

Østen- eller vestenvind?

Digtets to sidste linjer har kaldt på modsigelse. For Hals ligger på Jyllands østkyst, mens Harboør ligger mod vest. En kuling fra Hals til Harboør beskriver derfor en østenvind, der jo ikke er særlig karakteristisk, da vinden mest kommer fra vest. Men de sidste linjer skal ses i sammenhæng med de foregående, så sejlersindet viser sig, når man sejler fra Hals til Harboør i en kuling fra vest og derfor i modvind.