Bonden og elverpigen

Baggrund Folkeviser og ballader

Sangen er Sorten Mulds bearbejdning af en gammel folkevise fra Svend Grundtvigs folkevisesamling. I denne version er de oprindelige 49 vers kogt ned til 3 vers, der fortæller om længslens besnærende kraft. Melodien står som et ekko af den vemod, sorg og skønhed, som sangens fortælling indkapsler.

Græsset synes altid grønnere på den anden side

Længslen efter det uopnåelige, det fortryllende og det perfekte kan få mange mennesker til midlertidigt at glemme den lykke, de allerede har mellem hænderne, når græsset synes grønnere på den anden side. I middelalderens verdensbillede var elverpiger, nøkker og huldrer billeder på følelsernes uransagelige besættelse, der hev og sled i mennesket for til sidst at trække dem med sig ind i den mørke natur og længslernes og glemslens holdested.

En stærk fortælling om længslens besnærende kraft

Bonden og Elverpigen er baseret på Hr. Bøsmer i Elverhjem fra Svend Grundtvigs folkevisesamlinger fra 1853, Danmarks gamle Folkeviser. Den oprindelige sang om Hr. Bøsmer tæller ikke mindre end 49 vers. Historien koges her ned til tre vers og et B-stykke, og derved står fortællingens essens klart frem som et tidløst billede på længslens besnærende kraft.

Åen, hvor elverpigen bor, er et udtryk for de utæmmede følelsers mægtige kræfter, der river en med: ”men strømmen var for stærk og gangeren gled”. Man kan endda sige, at det er det dyriske, der forråder én her. Åen er også glemslen, der indtræder, når man fortaber sig, og måske drukner, i drømmen om det uopnåelige, for man “aldrig mere bonden og elverpigen så”. Længslens kraft, “aldrig man glemmer en skikkelse så skøn” slås fast i mellemkvæd og omkvæd, hvor koret svarer: “og jeg længes endnu”, “og jeg længes ud i alle mine dage”.

Bonden og Elverpigen

1. Der boede en bonde lidt sønden for vor å,
alt hvad han havde at ønske, ku’ han få.
Af sønner har han fire, af døtre har han to
– og jeg længes ud i alle mine dage.

2. Der boede en pige i åens stride strøm,
aldrig man glemmer en skikkelse så skøn.
Om natten hun listed’ sig ind i bondens drøm
– og jeg længes ud i alle mine dage.

I den årle morgen måtte bonden hende se,
men strømmen var for stærk, og gangeren gled
– og jeg længes ud i alle mine dage.

3. Der boede en bonde lidt sønden for vor å,
alt hvad han havde at ønske, ku’ han få.
Man aldrig mere bonden og elverpigen så
– og jeg længes ud i alle mine dage.

Sorten Muld gjorde 500 år gamle tekster levende og relevante igen

I 1995 stiftede Ulla Bendixen, Martin Døssing Ottosen og Henrik Munch folktronicabandet Sorten Muld som et eksperiment. De gamle folkesange skulle kombineres med elektronisk musik, og det blev hurtigt en dundrende succes. Landet over løftede mange hovederne fra tørre, gamle tekster og hørte levende, vedkommende og fortryllende folkeviser.

Folkeviserne var aldrig tænkt som den statiske tekst, de var blevet til, men var levende og foranderlige værker, som blev tilpasset, alt efter hvem der sang, hvem der spillede, hvem der dansede, og hvem der lyttede. I bearbejdningen fra de gamle teksters sprogbrug nåede Sorten Muld i deres fortættede versioner ind til den universelle, mytologiske kerne, som rørte vores forfædre for 500 år siden, og som stadig rører os.

Melodien står som et ekko af tekstens vemod og skønhed

Melodiens lette flyden giver mindelser om et mytisk landskab og en vævende å. Bevægelsen starter i Es- dur, med flere og flere molanslag, som melodien skrider frem, for til sidst at ende i den såkaldte “skuffende kadence”: den uforløste c-mol. Melodien står som et ekko af den vemod, sorg og skønhed, som sangens fortælling indkapsler.

Sorten Mulds version ligger tættere op ad nutidens sangskrivning

Melodiens forlæg er Svend Grundtvigs nedfældninger, men i Sorten Mulds version er der indsat en ekstra linje mellem forlæggets første og anden linje (”Og jeg længes endnu”). Det bryder med forlæggets traditionelle opbygning: verslinje - mellemkvæd - verslinje – omkvæd og giver et melodiforløb, der ligger tættere op ad nutidens sangskrivning.

Det nye B-stykke tilfører dramatik

B-stykket er også Martin Ottosens egen tilføjelse til det oprindelige oplæg fra Danmarks gamle Folkeviser. Hvor melodiens rytme ellers ruller roligt afsted på et- og treslaget, bringer det korte B-stykke lange, bestemte toner, før den vender tilbage til det kendte. Dette styrker det dramatiske øjeblik, hvor bonden rider til vandet og glider i. I sidste ende står vi dog igen, som med handlingen, vemodigt uforløste i a-mol.