Blinkende dråber fra træernes grene

Baggrund Tro
Blinkende dråber fra træernes grene

Ester Bock og Erling Lindgren skrev denne salme i anledning af Højskolernes 150-års jubilæum. Salmen indfanger de øjeblikke, hvor sanserne skærpes og man opdager underet: De blinkende dråber og fjerne galakser, der kan hjælpe os ud af tomhed og hjernespind. Melodien er skrevet i lys D-dur og understreger fornemmelsen af lovprisning og glæde.

Sangen er skrevet til højskolernes 150-års jubilæum

Da folkehøjskolerne i 1994 fejrede 150-års jubilæum for oprettelsen af verdens første højskole i Rødding, blev der præsenteret seks bud på nye folkelige sange skrevet af nulevende danske forfattere. Bag initiativet stod Else Marie Okkels, på det tidspunkt højskolelærer på Danebod Højskole. Ca. 25 danske forfattere tog imod opfordringen, men kun seks var i stand til inden for tidsfristen at levere et bud. Én af dem var Ester Bock med Blinkende dråber.

Forfatteren skriver både børnebøger og salmer

Forfatteren Ester Bock er især kendt som forfatter af børnebøger. Hun debuterede som salmedigter i 1977 med Psalt, 15 salmer med musik af Lasse Lunderskov og Niels Harrit. Fra denne samling havde Nu blitzer edderkoppespind i graner allerede vist sig slidstærk.

Bock indfanger de øjeblikke hvor sindet renses

Det kendetegner Ester Bocks salmer, at hun i et sirligt, præcist sprog har en religiøs søgen uden om det fastlagte protestantiske tema, akkurat som Ingemann. Hun skriver ikke salmer til højtider eller kirkelige handlinger. Hun skriver om de øjeblikke, hvor sindet bliver renset og opladt, hvor opmærksomheden skærpes om underet og skaberens uudgrundelige kodesprog.

Begrebet hjernespind stammer fra Grundtvigs forfatterskab

Ordet ”hjernespind” i vers 2.4 i Blinkende dråber er gjort kendt i det danske sprog af Grundtvig, der anvendte det flere gange om den tankeforvirring, der opstår, når hjertet ikke er med. Eksempelvis i Kvindeevangeliet (1849):

Og når Maria glemmes,
hvor Jesus nævnes end,
da hjertet overstemmes
af hjernespind hos mænd.

Ester Bocks gør op med de gamle salmers utilstrækkelighed

I forordet til Psalt skriver Ester Bock om de gamle salmers utilstrækkelighed, når det gælder at udtrykke noget ægte i vores aktuelle situation:

'”Vi er vidende om atombombens eksistens, at der til stadighed foretages kemisk og traditionel krigsførelse, at nogle lande udøver pression mod andre, at nogle samfundsgrupper udnytter andre, at der ødsles med jordens ressourcer osv. Den kristne i velfærdssamfundet er forpligtet på al denne elendighed. Mine salmer er et selvopgør, en selvanklage.”

Ester Bock

Men hun politiserer ikke i sine salmer. Hun gør derimod, som Brorson i Op, al den ting, som Gud har gjort, opmærksom på underet, blinkende dråber og fjerne galakser, som det der kan løfte os og tøjle tomhed og hjernespind.

Erling Lindgrens melodi er præget af glæde og håb

Da Erling Lindgren fik tilsendt Ester Bocks tekst med henblik på at forsyne den med melodi, var hans første indskydelse, at det skulle være glæden og håbet, der dikterede arbejdet. Han siger selv, at han har taget udgangspunkt i, at det er ”en moderne lovprisningssalme, hvor glæde og taknemmelighed er udtrykt i en lys D-dur melodi i 6/8-takt”. Så vidt tonearten og den ”livfulde” taktart, der lægger sig op ad tekstens karakter.

Melodikken er præget af en række treklangsbrydninger, som stiller visse krav til den syngende, idet melodien hurtigt bevæger sig fra det dybe til det høje leje. Treklangene er imidlertid også et symbol på det umiddelbare og ”urmusikalske” – og derfor velegnede til musikalsk lovprisning. Endelig vælger komponisten at lægge 5. linje på melodiens højeste toner, så den får et helt klart højdepunkt på omkvædets ”Gud har sat mærker på jord”.

Fakta om Blinkende dråber fra træernes grene

Nr. 66 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst: Ester Bock, 1994

Melodi: Erling Lindgren, 1994

Artiklen er skrevet af Erik Lindsø, melodibeskrivelse af Jesper Moesbøl

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.

Artikler om sangene i Højskolesangbogen

Vis flere