Digteren Peter Laugesen har skrevet digte i mere end 50 år
Digteren Peter Laugesen (f. 1942) debuterede i 1967 med digtsamlingen Landskab. Siden har han været en af de mest produktive danske forfattere. Hans udgivelser omfatter til dato over 70 bøger (mest digtsamlinger), 15 dramatiske værker samt en diskografi på en halv snes værker.
Skrivestilen tilhører beatgenerationen og er inspireret af jazzmusikken
Hans skrivestil udspringer af den amerikanske beatgeneration med forfattere som Allan Ginsberg, William S. Burroughs og Jack Kerouac. Beatgenerationen udvikler sin poetik i nær kontakt med jazzmusikken fra halvtredserne (specielt stilarten bebop). I jazzen findes et begreb, der kaldes ”chase” (dvs. jagt), hvor improvisationerne kastes frem og tilbage mellem musikerne med et pågående drive. Noget af det samme kan man finde hos beat-digterne, hvis skrift er præget af øjeblikkets improvisation. Det er nu ‘et, der er betydningsfuldt – ikke hvor vi kommer fra, eller hvor vi skal hen. Mange af digterne er stærkt optaget af zenbuddhismen. Også Peter Laugesen formår ofte at få sproget til at gå i selvsving og jagte sin egen hale. Det er ikke sansen for den eksklusive detalje, der driver ham. Det er derimod energien i sproget.
Globale problemer kendetegnede verdenen, da digtet blev skrevet
Digtet Billeder af mord og brand indgår i digtsamlingen Livstid fra 1987. Åbningslinjerne i Livstid lyder karakteristisk nok: ”Det vender tilbage, / og begynder forfra.” Vi skal ikke nogen steder hen. Vi skal være i sproget. Digtsamlingen udkom på det lille undergrundsforlag Edition Worlds End. Lige som titlen på forlaget er heller ikke digtsamlingen opmuntrende læsning. Men 1987 var heller ikke noget opmuntrende år. 1987 bød på massearbejdsløshed, kold krig, hungersnød i verden, apartheid i Sydafrika, krig i Afghanistan, krig mellem Iran og Irak, bekymring over hullet i ozonlaget og over konsekvenserne af atomulykken på Tjernobyl-værket i Ukraine året før.
Billeder af brand og mord løber over fjernsynsskærmene
Alt dette udspillede sig ikke bare i virkeligheden, men også på fjernsynsskærmen i de mange hjem. Og det er selvsagt her, de fleste danskere overværer verdens tilstand som ”rædsler til aftenkaffen.” Det efterlader mennesker som tilskuere til virkeligheden i en passiv handlingslammelse og kuldslået tomhed, hvor man ”fryser og tør gyser og dør.”
Den diffuse kynisme definerer den moderne bevidsthed
Hermed har Peter Laugesen i sit digt indfanget den moderne bevidsthedstilstand, som den tyske filosof Peter Sloterdijk har kaldt ”den diffuse kynisme.” En kyniker er en person, som handler mod bedre vidende. Han eller hun ved, at man burde melde sig ind i virkeligheden og forandre den til det bedre, men gør det ikke. En diffus kyniker der en, der segner under presset fra det informationsoverload, man er udsat for – og lader stå til:
"Ja, ja – jeg ved, at verden er af lave. Men jeg har nok at gøre med mig selv og mit eget liv. Så det er ikke mit problem lige nu…"
Sangen blev skrevet i forbindelse med udgivelsen af Højskolesangbogens 18. udgave
På det såkaldte Hindsgavlseminar i 2005, som det daværende sangbogsudvalg havde indbudt til, mødte Peter Laugesen op med nogle af sine digtsamlinger under armen. Her mødtes han med musikeren Hans Ulrik, der lod sig inspirere af digtet til sangens melodi.
Hans Ulriks melodi understreger digtets alarmerende stemning
Hans Ulrik har tilstræbt at understrege den på én gang alarmerende og flegmatiske tilstand, man hensættes i ved at være vidne til nyheds- mediernes konstante sensationshunger. Det sker ved at operere med abrupte rytmeskift i melodiens første halvdel og en mere flydende eller svævende rytmefornemmelse i sidste halvdel.