Barndommens gade

Baggrund Liv

Anne Linnet har fortolket flere af Tove Ditlevsens digte, men Barndommens Gade er nok den mest kendte og elskede. Sangen sætter ord på, hvordan en barsk opvækst kan være med til at forme én videre ud i voksenlivet. Melodisk ligner vers og omkvæd hinanden, og lydbilledet har et konsistent og enkelt udtryk, der fungerer som baggrundsstemning for Tove Ditlevsens lyriske univers.

Anne Linnet fortolker Tove Ditlevsen

Anne Linnet har af flere omgang fortolket Tove Ditlevsens digte, men Barndommens Gade er vel nok den mest kendte og elskede. I teksten beskriver Tove Ditlevsen opvækstens vilkår på godt og ondt — og minder om, at éns fortid er med til at forme fremtiden.

Det barske miljø på Vesterbro

Tove Ditlevsen udgav i 1943 romanen Barndommens Gade, men allerede året forinden udkom digtet af samme navn i digtsamlingen Lille Verden. Digtet og romanen relaterer sig ikke som sådan til hinanden, men er begge inspireret af Ditlevsens egen opvækst i det til tider barske miljø på Vesterbro.

Tove Ditlevsen

Sangen udkom i forbindelse med filmen

I 1977 udsendte Anne Linnet albummet Kvindesind, der er hendes første livtag med Tove Ditlevsens tekster, men Barndommens Gade så først dagens lys som sang ti år senere i forbindelse med filmatiseringen af romanen. Den udkom som titelnummer på Anne Linnets album med samme navn i 1986 sammen med en række andre fortolkninger af Ditlevsens tekster.

Barndommens gade

1. Jeg er din barndoms gade,
jeg er dit væsens rod.
Jeg er den bankende rytme
i alt, hvad du længes mod.
Jeg er din mors grå hænder
og din fars bekymrede sind,
jeg er de tidligste drømmes
lette, tågede spind.

2. Jeg gav dig min store alvor
en dag du var vildt forladt.
dryssed’ lidt vemod i sindet
en drivende regnvejrsnat.
Jeg slog dig engang til jorden
for at gøre dit hjerte hårdt,
men jeg rejste dig varligt op igen,
og tørrede tårerne bort.

3. Det er mig, der har lært dig at hade,
jeg lærte dig hårdhed og spot.
Jeg gav dig de stærkeste våben,
du skal vide at bruge dem godt.
Jeg gav dig de vagtsomme øjne,
på dem skal du kendes igen,
møder du en med det samme blik,
skal du vide, han er din ven.
Jeg er din barndoms gade,
jeg er dit væsens rod.
Jeg gav dig de vagtsomme øjne,
på dem skal du kendes igen.
Møder du en med det samme blik,
skal du vide, han er din ven.

4. Og hører du renere toner
stemt til en skønnere sang,
skal du længes efter min stemmes
sprukne og kejtede klang.
Fløj du så vidt over lande
og voksede du fra din ven?
Jeg er din barndoms gade,
jeg kender dig altid igen.
Jeg er din barndoms gade, ...

5. Ja, jeg er din barndoms gade,
jeg er dit væsens rod.
Jeg er den bankende rytme
i alt hvad du længes mod.
Fløj du så vidt over lande
og voksede du fra din ven?
Jeg er din barndoms gade,
jeg kender dig altid igen.

Barndomsgaden taler direkte til den enkelte

Barndommens Gade sætter ord på, hvordan en til tider barsk opvækst er med til at forme én videre ud i voksenlivet. Barndomsgaden taler direkte til læseren og er både formanende og forsikrende såvel som barsk og tryg på samme tid: “Jeg slog dig engang til jorden for at gøre dit hjerte hårdt, men jeg rejste dig varligt op igen, og tørrede tårerne bort”.

Barndommens gade gøres til en melodi, en rytme og en klangbund, der ligger under barnets eller den unge voksens videre færd ud i livet. I tredje og fjerde vers ser vi ud i fremtiden, men uanset, om man, forsætligt eller ej, distancerer sig fra sin opvækst, vil man både mindes og længes mod barndommens omgivelser på godt og ondt. Den slipper én aldrig.

Linnet har brudt den opindelige tekst op

Der er visse forskelle mellem det oprindelige digt og Anne Linnets fortolkning. Linnet lægger to vers af digtet sammen, så de udgør ét vers, og sangens omkvæd er sammensat af linjer fra forskellige vers. Således bliver Linnets fortolkning af teksten en måde at sætte fokus på de mest centrale og bærende elementer i digtet.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Lydbilledet har et enkelt udtryk

Melodisk ligner vers og omkvæd hinanden. Kun de to første linjer adskiller dem, og lydbilledet har således et konsistent og enkelt udtryk, der fungerer som baggrundsstemning for Tove Ditlevsens lyriske univers:

Det er mig der har lært dig at hade,
jeg lærte dig hårdhed og spot.
Jeg gav dig de stærkeste våben,
du skal vide at bruge dem godt.

Tekstens alvor viser sig musikalsk i omkvædets indledende molakkorder (på ”Jeg er din barndoms gade …”), men melodien er i øvrigt overvejende i dur, og sangen er energisk og håbefuld. Teksten kan være en dyster skildring af livets barske kår, men kan også — som Linnet vælger her — være en fortrøstningsfuld og optimistisk påmindelse om, at uanset hvor hårdt livet må være, finder man altid hjem igen.

Som afslutning på sangen vælger Anne Linnet at gentage linjer fra første strofe, og den afsluttende linje “Jeg er din barndoms gade, jeg kender dig altid igen” er en forsikring om, at alt nok skal gå.

Sangen er blevet en klassiker

Annet Linnet har med sin fortolkning smedet tekst og melodi sammen til en klassiker, og hun formår at få Tove Ditlevsens tekst til at tale ind i hjertet på mange.