At lære er at ville befri sin ensomhed
Baggrund
Sprog og ånd
Halfdan Rasmussens digtning i årene efter 2. verdenskrig var præget af en rystelse over det skete og håbet om en bedre verden. At lære er at ville er en påmindelse om, at drømme og idealer kan misbruges, men at man gennem dannelse og læring kan modvirke barbariet. Hensigten med at lære er at befri sin ensomhed og gøre sig til del af fællesskabet.
Halfdan Rasmussens håb om en bedre verden i en ny tid
Halfdan Rasmussen var stærkt påvirket af 2. verdenskrig, dens brutalitet og forbrydelser mod menneskeheden. Han var selv engageret i modstandsbevægelsen, og hans digtning i årene efter krigen bæres af rystelse over det skete og håb om en bedre verden i en ny tid. I digtet Gå stille og tyst gennem verden skriver han: ”Hver menneskedrøm er en højsang, der leder den vejløse hjem”. Mennesket skal efter de grusomme erfaringer finde sig selv i demokrati og humanisme båret af almen uddannelse og bred viden. Kun på den måde kan man modvirke barbariet.
Det sociale engagement
Halfdan Rasmussen har altid været socialt engageret, og det var naturligt, at han – der som ung var elev på Arbejderhøjskolen i Roskilde – skrev denne sang til Arbejdernes Oplysningsforbunds 25-års jubilæum i 1949.
Hensigten med at lære: at blive del af et fællesskab
Som et motto eller valgsprog fortæller første strofe, hvad hensigten er med at lære: at befri sin ensomhed, at gøre sig til del af et fællesskab ved åbent (ydmygt) modtagende at forbinde det historiske, der hvor vi kommer fra, med det fremtidige, der hvor vi gerne vil hen, idet handling og ord forenes i en sammensmeltning af ”åndens og håndens værk”.
Det kræver mod at tænke frit
Det ydmygt modtagende understreges atter i strofe 2, ”at bøje sig” (over livet selv), men samtidig at have sindet opladt for det grænseoverskridende, ”tankens himmelhvælv”. Livet er en fylde af det sanselige og det tankemæssige og større end menneskets egen verden. Derfor må der mod til famlende at begive sig ud i anstrengelsen for at tænke frit, udvide sit eget verdensrum, at lade sig provokere og nå frem til erkendelse, så drømmen ikke bliver snævert egoistisk, men hører til i en større helhed (strofe 3).
En opfordring til at møde tidens udfordringer forberedt
Drømme og idealer kan misbruges – som i diktaturer og i krig. Derfor munder digtet ud i en opfordring til at møde tidens udfordringer forberedt og rustet, men uden voldelig hensigt. Modig ikke-vold giver rum for ægte idealitet.