John Newton blev præst efter en nærdødsoplevelse
Englænderen John Newton var som kaptajn med til at fange, sælge og sejle slaver til den nye verden. Under en stærk storm truede hans skib med at forlise, men stik mod forventning blev alle om bord reddet. For Newton var det en stærk oplevelse. Han valgte at afmønstre og blev senere præst i den anglikanske kirke. Han begyndte at skrive salmer og hymner til sine gudstjenester.
Sangen var populær under den amerikanske borgerkrig
Teksten blev første gang offentliggjort i hans samling Olney hymns 1779. Sangen havde stor popularitet blandt begge fraktioner i den amerikanske borgerkrig. Det forklarer, at den er meget udbredt på den amerikanske folkemusikscene indtil i dag, fx i en a capella version af Joan Baez. Sangen fungerer også som en slags uofficiel nationalsang for Cherokee-indianerne. Da de blev fordrevet fra deres reservat og blev tvunget til at vandre den berømte Trail of Tears i 1838, deportationen til det nuværende Oklahoma, fik de ofte ikke tid til at give dem, der døde på den lange vandring, en ordentlig begravelse, men måtte nøjes med at synge denne sang over de afdødes grave.
Sangen er levende
Sangen findes i mange versioner og med utallige vers. De fire i Højskolesangbogen afspejler, at sangen er en levende sang, som i løbet af godt 200 år har gennemgået mange tilpasninger. De første to vers stammer fra John Newton. Han tog udgangspunkt i den guddommelige nåde, som vi ikke fortjener, men som viser sig i den stund vi kan tro (Ef 2, 4-8).
Vers tre er fra Onkel Toms Hytte
Vers tre kommer fra romanen Onkel Toms Hytte (1852) af Harriet Beecher Stowe og stammer oprindeligt fra en salme, der hedder Jerusalem, my happy home. Derfor skal 3.1. ”there” forstås som ”i det himmelske Jerusalem”.
Pete Seeger og Arlo Gurthrie (se Where have all the flowers gone) tilføjede vers fire. Den er fra et digt af Isaac Watts: Am I a soldier of the cross.