Aleneste Gud i Himmerig

Baggrund Tro

Salmen er en af vores ældste salmer. Den har gennemgået en lang transformation fra græsk til den danske tekst, vi kender i dag. Teksten sammenfatter trosbekendelsens temaer; Gud, Jesus Kristus og Helligånden. Den tyske komponist Valentin Schumann harmoniserede og tilpassede i 1500-tallet melodien, så den egner sig til fællessang.

Én af vores ældste salmer

Dette er en af de ældste endnu levende salmer, der stammer helt tilbage fra den tid, hvor kirkens sprog var græsk, muligvis fra o. 150. Englenes lovsang julenat (Luk. 2,24): ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” efterfølges af jublende lovprisning:

”Vi priser dig. Vi synger din lovsang … Herre, himmelske konge, Gud Fader almægtig, Herre Gud, fader til Kristus, det fejlfri lam, der borttager verdens synd, modtag vor bøn, du som sidder over englene.”

Den græske tekst omtaler ikke Helligånden, så salmen er muligvis ældre end den apostolske trosbekendelse.

Salmen indgik i den katolske messetradition

Ca. 200 år senere var kirkesproget overalt blevet latin, og biskop Hilarius af Poitiers oversatte salmen kort før sin død i 367. Efter det første ord i oversættelsen kaldes den fra nu af Gloria (ære) og indgår stadig som fast led i den katolske liturgi. I modsætning til den ældste kirkesang, som var menighedssang, blev den katolske kirkes liturgi fremført af munke og præster. Fra o. 500 blev Gloria anset for så hellig, at den kun måtte fremføres, når det var en biskop, der forestod messen; præster måtte dog bruge den påskemorgen.

Under reformationen blev salmen oversat til tysk

Som led i reformationen i begyndelsen af 1500-tallet ønskede Martin Luther, at det igen blev menigheden, der på modersmålet kunne udtrykke sin bekendelse, lovprisning og bøn, og Gloria blev i 1526 oversat til tysk af præsten Nicolaus Decius.

Den danske oversættelse blev optaget i salmebogen i 1569

I 1528 forelå der en dansk oversættelse ved Arvid Pedersen, der havde studeret i Wittenberg 1524-25. Efter salmen blev optaget i den første officielle danske salmebog, Hans Thomissøns salmebog fra 1569, blev den i de følgende ca. 200 år brugt i så godt som alle gudstjenester. Under indflydelse af oplysningstidens rationalisme gled salmen helt i baggrunden, indtil C.J. Brandts oversættelse fra 1888 atter knyttede forbindelsen til oldkirkens salmetradition.

Aleneste Gud i Himmerig

1. Aleneste Gud i Himmerig

ske lov og pris for sin nåde,

som han har os skænket faderlig

at fri os af syndens våde!

På jorden er kommen stor fryd og fred,

vi mennesker må vel glædes ved

Guds yndest og gode vilje.

2. Vi love, vi prise og takke dig,
al æren skal dig tilhøre,
o Herre, Gud Fader i Himmerig,
for kærlighed, du os mon gøre!
Du alle ting har i vold og magt,
det alt må frem, som er din agt,
thi frygte vi ingen fare.

3. O Jesus Krist, Guds Søn, Guds Lam,
som vil os Himmerig give,
du tog vor skyld og bar vor skam,
vor sjæl at holde i live;
for os du døde og opstod,
du købte os med dit dyre blod,
vor salighed est du alene.

4. O Helligånd, vor trøstermand,
som os vil sandheden lære,
hjælp os at blive i nådens stand
og leve vor Fader til ære!
Beskærm os fra Djævelens falske list,
og hjælp os at tro på Jesus Krist
og blive salige, amen!

Teksten sammenfatter trosbekendelsen

I fire vers sammenfatter salmen trosbekendelsens tre artikler. De to første vers handler om Gud Fader som skaber og opretholder, tredje vers om Kristus som frelser og fjerde vers om Helligånden.

Ordforklaringer

1.4 våde: nød, ulykke

2.1 love: lovsynger

2.4 for kærlighed, du os mon gøre!: Hvilken kærlighed du (dog) skænker os!

2.7 thi: derfor

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Melodien stammer fra Påskemessen

Melodien stammer fra Gloria-satsen i Påskemessen i den oldkirkelige katolske messetradition og er oprindelig udgivet i Graduale Romanum, en samling af de katolske messeled til hele kirkeåret. Den er tilpasset og harmoniseret til brug for fællessang af den tyske komponist og musikudgiver Valentin Schumann, der virkede i Leipzig i 1530’erne og 40’erne.

Dur/mol-tonalitet blandes med middelalderens kirketonearter

Melodi og harmonisering bærer præg af at være hjemmehørende på et tidspunkt, hvor dur/mol tonaliteten endnu var i sin vorden. Hvor melodien holder sig inden for dur/mol tonaliteten, læner harmonierne Eb og Cm sig op en mixolydisk toneart, hvor der i en F-dursats anvendes tonen es i stedet for e. Det giver salmen den middelalderlige stemning. Samtidigt er det nemt at synge i dag, fordi der i fjerde takt synges e i stedet for es. I femte linje moduleres fra F til Gm, og også her får vi hjælp af en mere moderne tonalitetsopfattelse i melodien, for der synges fis i stedet for det oprindelige f. Satsen slutter, som den begynder, i F-Dur.

Bemærk i øvrigt urformen A – A – B.