Agnete og Havmanden

Agnete og havmanden kendes i hele Europa

Sangen om Agnete og havmanden er kendt på mange europæiske sprog. Motivet er gammelkendt; men den danske folkevise er næppe fra middelalderen, den er formentlig en skillingsvise fra 1600- eller 1700-tallet. I Danmarks gamle Folkeviser har Svend Grundtvig medtaget fire forskellige versioner (DgF 38) og senere bearbejdet en af dem til den tekst Højskolesangbogen gengiver let revideret.

Vi møder en anden og mere hårdfør kvindetype i denne vise

I sin doktordisputats om dette tryllevisemotiv (Agnetes latter, 1987) argumenterer Peter Meisling for, at visen med sit spotske omkvæd er blevet til på baggrund af en ”lede ved de gængse kvindemyter” i folkeviserne. Og hovedpersonen i denne i grunden amoralske tekst er da også en ganske anden hårdfør kvindetype, end vi normalt møder i folkeviserne, fx i Ebbe Skammelsøn. Agnete er snarere i slægt med de kloge drenge og piger i folkeeventyrene.

Havmanden er et kærligt, men overnaturligt væsen

Havmanden er hverken lumsk eller ond, tværtimod er han følelsesfuld og kærlig; men han er et overnaturligt væsen, ikke et menneske med sjæl. Og derfor ved han, hvad der kan vende Agnete fra ham: moderens følelser (vers ni) og den kristne tro (vers 10) – og i andre versioner af visen også andre mænds kærlighed. Havmanden forbyder hende nemlig at slå håret ud, som om hun var jomfru.

Mange digtere har brugt fortællingen om Agnete

I 1800-tallets digtning var denne folkevises motiv yndet: Jens Baggesen, Adam Oehlenschläger, Schack Staffeldt, N.F.S. Grundtvig, J.L. Heiberg, H.C. Andersen, Sophus Claussen, Johannes Jørgensen – snart sagt enhver (mandlig) dansk digter gav sin – ofte tragiske – fortolkning af Agnete og hendes skæbne, af det dæmoniske, af længsel og lidenskab, forførelse og bedrag.

Skulpturen i Frederiksholm kanal viser en moderne fortolkning

I en moderne fortolkning, der mere fokuserer på mand/kvinde-forholdet end på det overnaturlige, vil man se med mere forstående øjne på havmanden – sådan som man gør, når man stirrer ned på ham og hans moderløse børn i form af Suste Bonnéns skulptur i Frederiksholms Kanal i København (1992).