Afmagtssang

Baggrund Liv

Nogle gange er livets udfordringer så uoverskuelige, at de fører til en dyb afmagtsfølelse. Det er netop den følelse, der er omdrejningspunktet for denne sang med tekst af højskoleforstander Simon Lægsgaard og melodi af Kristian Bisgaard. Vi tages med gennem et tankemylder af elendighed, og selvom håbet forsøger at snige sig ind gennem enkelte dur-akkorder i melodien, så ender vi i mismodets mol-favntag.

Kant skrev om det store fællesskab

Oplysningstidens store filosof Immanuel Kant skrev følgende i sin lille pamflet Til den evige fred helt tilbage i slutningen 1700-tallet:

"Det er nu kommet så vidt med det helt igennem omsiggribende, men mere eller mindre varme fællesskab mellem jordens folk, at en retskrænkelse, der foretages et sted på jorden, vil blive følt af alle."

Immanuel Kant

Over to hundrede år senere kan det stadig opleves, som om vi kun lige netop er nået til dette punkt i menneskehedens historie. Ofte anser vi det som et produkt af globaliseringen, men vi kan sjældent blive helt enige om, hvornår denne så egentligt begyndte, hvornår hele menneskeheden begyndte at opfatte sig som en del af det samme store fællesskab.

Følelsen af afmagt spiller hovedrollen i denne sang

Følelsen, som Kant omtaler, leder dog ikke nødvendigvis en til handling, men kan lige såvel lede til afmagt. Det er denne afmagt, som udfoldes i højskoleforstander Simon Lægsgaards digt, og dystert ser det da også ud.

Afmagtssang

1. Min afmagt æder solens sidste stråler,
min modløshed vil ingen ende ta’.
En hjemløs sidder på en bænk og skåler
og råber ad en kat, fordi han ka’.
Min verden eroderes i mit indre,
og intet, jeg kan gøre, kan forhindre,
at verden går sin egen skæve gang.

2. Mit TV kaster skygger i min stue,
et land bli’r dræbt på skærmens fl immerblå.
Et folkeslag går op i røg og lue,
et andet folk dør, mens de kigger på.
Jeg sidder blot og mærker mørket komme
med hånden dybt begravet i min lomme,
imens jeg dør en smule dag for dag.

3. En flygtning går til bunds i Middelhavet,
en bombe sprænger vej igennem kød,
en krigsforbryder bliver flot begavet
trods alt, hvad han har gjort, er endt med død.
Mit klima stikker af fra mine tanker,
en grå mand vaskes hvid af verdens banker,
jeg kigger væk og ser den anden vej.

4. Jeg stirrer bare ud i intetheden,
og fylder mig med TV-tidsfordriv.
Det sidste af betydning svandt forleden,
bekvemmelighedsflugten er mit liv.
Jeg sukker blot i takt med verdens synken,
og holdes kun i live af min klynken:
Jeg kan jo intet gøre fra og til.

5. Min modløshed ernæres af de løgne,
nødvendighed slår min natur ihjel.
Jeg ser mit folk i spejlet, vi er nøgne,
og føler mig så fremmed for mig selv.
Hvor end jeg kigger, ser jeg kejserklæder,
dets tryllestof forvandler livets glæder
til spørgsmål om at købe eller ej.

6. Den hjemløse, han rejser sig og vakler
og lyner ned og tisser sig en sø.
Han kigger sig omkring på verdens stakler
og råber højt: “Mit håb vil aldrig dø!”
Han finder sig en plads i morgensolen,
befriet for sin skærm og lænestolen:
Den hjemløse på bænken, det er mig.

Tankemylder leder til fremmedgørelse og mismod

I første vers sætter mødet med en hjemløs en myriade af tanker i gang om verdens umiddelbare elendighed. I det moderne velfærdssamfund gøres den hjemløse ofte til det universelle symbol på selv rige, overudviklede landes grundlæggende medmenneskelige mangler. Tankemylderet leder til en sindstilstand af fremmedgørelse over for både den påtrængende verden og én selv. Når "verden går sin skæve gang" er det i slående kontrast til PH's livsbegejstring fra morgensangen Jorden har vendt sig en omgang (Højskolesangbogens nr. 14). Hele digtet er i stedet gennemsyret af mismod over, at man ikke kan gøre noget som helst ved det.

Simon Lægsgaard

Der trækkes linjer til Halfdan Rasmussen

Halfdan Rasmussens folkekære skikkelse fra Noget om helte (Højskolesangbogens nr. 202) er ramt af en lignende afmagt, men finder dog handlekraft nok til at holde kruspersille i sin køkkenhave. Hjemmet er også her omdrejningspunktet, hvor verdens elendighed forvises til den anden side af hækken. For Lægsgaards karakter er distancen gjort umulig af TV-tidsfordriv, der har ladet krigsforbrydelser, klimakrise, druknede flygtninge, skruppelløs kapitalisme og folkemord tage permanent bolig. Følelsen af afmagt kommer da til at koste følelsen af hjem.

Den hjemløse bliver symbol på både oprør og smålighed

At have hjemme er også et nationalt anliggende, som i H.C. Andersens I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, hvilket giver den hjemløse i digtet en dobbelt betydning. “Den hjemløse på bænken, det er mig”, slutter digtet med at postulere som en identifikation med dette individ, der netop i trods forsager verdens elendighed, råber højt om håb og demonstrerer sin radikale frihed. Men det bliver også til en stille protest over den smålighed, som kan æde enhver stolt nationalfølelse op indefra. Mangt et oprør bunder i afmagt.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 nye sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester).

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Melodien er i mol, selvom håbet forsøger at trænge ind

Enhver mol har sin parallelle dur. Afmagten og tristessen dominerer visen, som komponisten og organisten Kristian Bisgaard selvfølgelig har skrevet i mol, men den kæmper undervejs for at modulere op i den parallelle dur. I fjerde linje lander melodien allerede i en afsluttende kadence på c-mol, og verset kunne være ovre, men da leder en bidominant os for en stund i en håbefuld retning hen mod Es-dur. Håbet brister dog i et sukkende forudhold allerede i slutningen af femte linje (Ebsus4) efterfulgt af et indeklemt melodisk "råb" i sjette linje. Da gentages fjerde linjes afsluttende frase, og verset slutter brat uden at give sidste linje et rim. Der er et tydeligt slægtskab med Robert Normanns melodi til Noget om helte (Højskolesangbogens nr. 202).