Nu starter forsalget til den nye Højskolesangbog

Publiceret 01-09-2020
Nyhed

Den stærkeste repræsentant for dansk fællessangskultur er nu klar til at gå de næste 15 år i møde. Den 12. november 2020 udkommer Højskolesangbogens 19. udgave. Den 1. september starter forsalget.

I dag, den 1. september åbnes der for forudbestillingen af Højskolesangbogens 19. udgave. Vil du sikre dit eksemplar i november, kan du afgive bestilling nu.

Forudbestil nu

Har du også været med til at synge morgensang under coronakrisen? Nu kan du få alle sangene, du elsker, sammen med en række nye sange. Den nye udgave af Højskolesangbogen indeholder alle de velkendte fællessangshits, som er blevet sunget gennem generationer. Det er en del af bogens historie, at der løbende tilføres nye sange, mens andre må vige pladsen – og derfor har 151 nye sange fundet vej til den nye udgave. Der er i alt 601 sange i den nye udgave Højskolesangbogen. Den første udgave af Højskolesangbogen blev lanceret i 1894 – nu er det nittende gang.

Læs mere om processen bag den nye sangbog

Der er en indlysende grund til, at Højskolesangbogen med jævne mellemrum må udkomme i nye udgaver. Historien går sin gang. Tider skifter, og sæder mildnes. Fremtid bliver nutid, og nutid bliver fortid. Den må tilstræbe at være i øjenhøjde med tiden,

siger Jørgen Carlsen, formand for sangbogsudvalget, den redaktionsgruppe der har valgt sangene.

Allerede i starten af 2020 i forbindelse med DR’s sangmaraton blev nogle af de nye sange afsløret, bl.a. Albertes Lyse nætter, ungdomshittet Gi’ os lyset tilbage og Anne Linnets Forårsdag.

Se listen over de sange som er afsløret

En af de bedst sælgende bøger i Danmark

Højskolesangbogen er en af de bedst sælgende bøger i Danmark, og det er unikt at have en folkekultur, der synges. Igennem generationer er sange blevet givet videre og holdt levende af et syngende folk. Fællessangen har længe stået stærkt på både efter- og højskoler og i foreningslivet, men de seneste år har der været en opblomstring i fællessangen i mange andre afkroge af samfundet også, fx på uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og festivaler – og senest hver morgen i fjernsynet.

Baggrund

Højskolesangbogen udgives af Forlaget Højskolerne og kan forudbestilles på www.hojskolesangbogen.dk. Sammen med Højskolesangbogen udkommer også en Sanghåndbog om baggrundshistorier om alle sangene. Der udgives ligeledes musikalsk klaverledsagelse til 100 af de nye sange, så alle kan lære at synge med.

Sangene i den nye udgave er valgt af Jørgen Carlsen, Anne Odgaard Eyermann, Dy Plambeck, Mathias Hammer, Mette Sanggaard Schultz og Søren Launbjerg. Se sangbogsudvalget.