Fællessangen blomstrer og det gør salget af den nye Højskolesangbog også
Publiceret 05-10-2020
Nyhed
Forsalget til den nye Højskolesangbog er i gang, og på bare en måned er der solgt flere end 16.000 eksemplarer, som sendes ud til sangglade danskere i hele landet, når bogen udkommer den 12. november.

Den 1. september åbnede forsalget til Højskolesangbogens 19. udgave, og på godt en måned er der bestilt over 16.000 eksemplarer.
Forudbestil bogen nu
16.000 Højskolesangbøger solgt på en måned
Højskolesangbogen hører til blandt de mest solgte bøger i Danmark. Og meget tyder på, at interessen ikke er aftaget. Den 19. udgave udkommer først den 12. november, men allerede nu har forsalget altså rundet de 16.000 eksemplarer.
Hen over foråret har den danske fællessangstradition været særdeles levende. Højskolesangbogen har længe stået stærkt på både efter- og højskoler og i foreningslivet, men de seneste år har der været en opblomstring i fællessangen i mange andre afkroge af samfundet og senest hver morgen i fjernsynet.
Arbejdet med den nye sangbog har været i gang helt siden april 2018, og ovenpå en lang proces nærmer udgivelsesdagen sig. Den 19. udgave indeholder i alt 601 sange, hvoraf 151 er nye i forhold til den forrige udgave.
