Ny ansøgningsrunde til Syng, spis og snak åbner 1. november

Publiceret 01-11-2020
Nyhed

De frie skolers fællessangsprojekt Syng, spis og snak åbner nu for en ny ansøgningsrunde, som løber fra 1. november - 1. december. Her kan man som efterskole, friskole eller højskole være med til at bringe fællessangen og fællesskabet endnu bredere ud i lokalsamfundet.

Syng, spis og snak har netop åbnet for nye ansøgere med optag af i alt 15 nye skoler - 5 efterskoler, 5 friskoler og 5 højskoler som bliver en del af projektet fra januar 2021.

Se mere og send ansøgning

Syng, spis og snak på tværs af skoler og på tværs af landet 

Syng, spis og snak projektet har nu været i gang i 3 år, hvor de deltagende skoler har inviteret til mere en 100 fællessangsarrangementer rundt i hele Danmark. Der er lige nu 30 værtskoler med i projektet fordelt på både efterskoler, friskoler og højskoler. Inden længe går projektet nu endnu et år i møde, og fra januar 2021 vil der være i alt 45 Syng, spis og snak-skoler, som inviterer lokalbefolkningen indenfor til at synge, spise og snakke. 

Projektrammens muligheder

Som deltagende skole forpligter man sig på at afvikle 2 Syng, spis og snak-arrangementer pr. halvår. Det er skolen selv der planlægger og afholder arrangementet, og det er også skolen selv, der bestemmer arrangementets tema og forløb.

Projektet inviterer hvert halvår til et inspirationsseminar og bidrager med økonomisk støtte på 4000 kr. pr. arrangement, som skolen kan prioritere, som den vil. Derudover ydes støtte på 1000 kr. pr. arrangement til annoncering.

Corona-benspænd og nye idéer

Efterårets Corona-situation har sat sit præg på alle fysiske møder, og situationen har selvsagt også sat sine benspænd for Syng, spis og snak-projektet. I tiden er det ikke en let opgave at skabe rammerne for fysiske møder, hvor der netop kan synges, spises og snakkes. Her har de allerede deltagende skoler udvist en kæmpe idérigdom og gørelyst og afholdt både udendørs og online arrangementer med stor succes.

Projektets indstilling til efterårets arrangementer har været tilpasning frem for aflysning. Skolerne har været ekstremt gode til at udfordre formatet, og det er det, der behov for. Vi håber på, at nye ansøgere til projektet også vil tænke deres arrangementer ind i den tid, som vi befinder os i, og vi ser meget gerne bud på arrangementer, der arbejder med de bespænd for sang og fysiske møder, der er opstået som følge af Corona-situationen.

Rasmus Skov Borring, projektleder af Syng, spis og snak

I ansøgningen skal man som skole motivere sin deltagelse og beskrive 1-2 af de Syng, spis og snak-arrangementer, som skolen ønsker at bidrage med i 2021.

Kom videre til ansøgningssiden

 

Udendørs Syng, spis og snak på Sæby Friskole

Læs også nyheden om efterårets Corona-venlige Syng, spis og snak-arrangementer