Mere end 200 mødtes til virtuelt Syng, spis og snak

Publiceret 16-04-2020

Normalt er Syng, spis og snak noget vi gør i et fælles og fysisk rum, men i går kunne du tage på en virtuel tur til Viborg og deltage i Viborg Idrætshøjskoles digitale Syng, spis og snak-arrangement.

Syng, spis og snak online

Kl. 19 i går aftes sad over 150 sangglade deltagere klar ved skærmen med deres egen aftensmad og selvfølgelig Højskolesangbogen da skolens forstander Erling Joensen skød Viborg Idrætshøjskoles digitale Syng, spis og snak-arrangementet i gang. 

Sanger Karen Vestergaard Pedersen, guitarist Peter Uldahl og pianist Anders Hjorth spillede for til fællessangen, som blev indledt med Velkommen i den grønne lund.

Hjemsendte elever stod for aftenens sangønsker

Blandt de mange syngende deltagere var skolens nuværende elever, som i deres midlertidige hjemsendelse og som en del af deres hjemmehøjskole havde fået til opgave at tilberede et lækkert måltid mad til deres familie og invitere dem med ind i højskolens univers.

I løbet af aftenen tikkede det ind med ønsker fra skolens elever. Sang nummer to blev ønsket af Cecilie, der savner skolen og hverdagen og derfor gerne ville synge en rigtig Viborg Idrætshøjskole-sang nemlig Hvor du sætter din fod, der er skrevet og komponeret til skolens 50-års jubilæum i 2001.

Som aftenen skred frem, tog flere og flere deltagere turen til det digitale Viborg, og efter at have sunget Se nu stiger solen og Jeg drømte om atten svaner i nat, var mere end 200 seere logget ind for at synge, spise og snakke hjemme i stuerne.

Alle 200 deltagere var med under næste elevønske, som kom fra Ida.

Jeg vil godt ønske "Vennesangen". Det vil jeg fordi, vi nu alle er tvunget til at sidde alene. Sangen siger: "men har jeg leget længe nok alene, så vil jeg ikke lege alene mere, så er det godt at ha' en rigtig ven, og ha' nogen at lege med igen." (...) Desværre kan vi i denne her underlige tid ikke selv vælge, hvornår vi vil være sammen med vores venner. Derfor syntes jeg vi skal synge denne her sang i håbet om, at vi snart kan komme tilbage på Viborg IH og lege med vores venner.

Ida, elev på Viborg Idrætshøjskole

Syng, spis og snak er gået online

En aften med mere end 200 syngende deltagere

Efter et 2 timers langt og godt sangprogram med stor tilslutning rundede forstander Erling Joensen aftenen af med en hilsner til sine elever, som han snart håber at se igen:

Vi savner jer her på skolen og glæder os til, at I kommer hjem igen.

Erling Joensen, forstander på Viborg Idrætshøjskole

Med Syng, spis og snak bringer skoler fællessangen ud i hele landet

I projektet Syng, spis og snak er 30 højskoler, efterskoler og friskoler i hele landet med til at invitere danskerne indenfor og mærke glæden og værdien ved fællessangen. Flere af forårets arrangementer er desværre blevet udfordret af Corona-situationen, men glæd dig til at skolerne igen kan åbne dørene til nye arrangementer.

Læs mere om Syng, spis og snak

Læs om sangen Hvor du sætter din fod

Se mere om Viborg Idrætshøjskole