Fem millioner fonds-kroner skal booste unges sangglæde

Publiceret 11-11-2019
Nyhed

Tusinder af unge på landets højskoler, efterskoler og friskoler kommer fra februar næste år til at opleve fællesskabet ved at synge og spise sammen. Det er Højskolerne, som med millionstøtten fra Nordea-fonden vil udbrede glæde ved og kendskab til en unik del af den danske kulturarv.

Syng spis og snak

Nordeafonden giver 5 mio til fortsættelse af Syng, spis og snak

”Du kom med alt dét, der var dig” og andre af Højskolesangbogens tophits kommer fra juni næste år til at gjalde ekstra højt ud fra landets højskoler, efterskoler og friskoler. Nordea-fonden har netop valgt at støtte projektet ’Syng, spis og snak’ med fem millioner kroner, og viderefører dermed et pilotprojekt, som allerede i to år har eksisteret i højskoleregi.

250 arrangementer de næste 3 år

I alt kommer de frie skoler til at tilbyde 250 arrangementer med fællessang, fællesspisning og gode samtaler i løbet af de tre år projektet varer. Og det er ikke kun de unge elever, der får glæde af projektet. Skolerne slår dørene op og inviterer borgere fra lokalsamfundet til at deltage.

Fællessang styrker sammenhængskraft

”Det Danmark, der synger sammen, hører sammen.”

Sådan lyder projektets slogan.

Med ”Syng, spis og snak” vil de frie skoler udbrede kendskabet til en unik del af Danmarks kulturarv til nye generationer på en måde, der er vedkommende og relevant for deres liv. Og nu ikke kun på højskolerne, men også på de øvrige frie skoler - efterskolerne og friskolerne.

Udgangspunktet er, at fællessangen styrker sammenhængskraften i samfundet gennem både den enkeltes selvforståelse og samhørighed blandt mennesker, der bliver forenet i fællessang.

Udbreder kendskab til sangskat

”Syng, spis og snak” startede for to år siden som et højskoleprojekt. Nu er også efterskoler og friskoler med.

”De frie skoler har en unik mulighed for at sætte et helt særligt præg på unges møde med fællessangskulturen i Danmark og dermed styrke deres følelse af tilhørsforhold til et fællesskab i endnu højere grad,”

siger højskolernes formand Lisbeth Trinskjær.

Generationerne vil mødes, når eleverne på skolerne inviterer indenfor. Der vil fra skolernes side blive lagt vægt på at præsentere både nye og gamle sange fra Højskolesangbogen, så kendskabet til den danske sangskat bliver udvidet for den enkelte. Det er en klar målsætning, at flere unge skal føle det naturligt at synge fællessang – både fordi man kan møde mange spændende fortællinger og gode melodier, og også fordi forskningen viser, hvor vigtig en bidragsyder fællessang er til velvære.

Åbner en vej ind i fællesskaber

Nordea-fondens direktør hæfter sig ved, at ”Syng, spis og snak” allerede har vist sin værdi gennem et succesfuldt pilotprojekt, som nu også har vist sig efterspurgt i kredse uden for højskolerne.

”Der er gode muligheder for yderligere spredning og forankring, og for mig er der er ingen tvivl om, at kombinationen af fællessang, fællesspisning og samtaler kan noget særligt i forhold til at skabe rummelige og inkluderende fællesskaber lokalt. Projektet åbner de lokale skoler op for lokalsamfundet og angiver også en både spændende og nødvendig vej ind i fællesskaber,”

siger Henrik Lehmann Andersen fra Nordea-fonden, der støtter gode liv.

Starter 1. februar 2020

Arrangementerne starter 1. februar 2020 og foregår på et udvalg af landets højskoler, efterskoler og friskoler.

Læs mere om Syng, spis og snak