Projektleder i FFD, pianist og komponist, Rasmus Skov Borring, har i dagens udgave af Kristeligt Dagblad skrevet en kronik om den danske fællessangstradition:
I Danmark har vi en helt særlig tradition for fællessang. Selvom sang og musik præger alle kulturer verden over, er den danske form for folkelig musiktradition gennem fællessange helt unik og findes ikke på samme måde andre steder i verden – at man gennem den fælles stemme kan blive mindet om både kulturelle rødder og på samme tid reflektere over fremtiden i et poetisk lys.
Fællessangstraditionen i Danmark er ført an af Højskolesangbogen. Den første udgave udkom i 1894, og den nuværende udgave er den 18. i rækken – en bog, der er én af Danmarks mest solgte, der i sin seneste version nærmer sig et salgstal på 400.000 eksemplarer. Højskolesangbogen har siden sin begyndelse haft som formål at afspejle omverdenen. Sange forandrer sig over tid, og derfor har vi i dag en sangbog, som er mangfoldig og repræsenterer mange måder både at bruge ord på og mange måder at udtrykke sig på gennem toner.
Sange kan åbne mange personlige tanker og minder, der knytter sig til traditioner og relationer. Derfor skaber det at synge sammen både et personligt rum for refleksion, samtidig med at fællessangens præmis er betinget af, at det kun kan lykkes, når alle bidrager til det. Man kan ikke synge fællessang alene!
Sange kan røre ved det helt nære og skabe stor glæde og stærke tilhørsforhold, men sange kan også trykke på det svære og sætte ord på det, der ikke altid kan siges. Det viser noget om den kraft og vedkommenhed, der kan opstå i mødet med fællessangen.
Fællessangen burde komme endnu flere mennesker til gode, og der ligger en stor og vigtig opgave i at invitere endnu flere med. Højskoletraditionens sange stiller et univers til rådighed for en bred gruppe af mennesker, der giver refleksion på tilværelsen for både fællesskabet og den enkelte. Jeg oplever gang på gang, når jeg i mit arbejde rejser Danmark rundt og møder mennesker til fællessang, at folk giver udtryk for, at det gør noget særligt ved dem at synge – og at lige netop dén sang er helt særlig for deres fortælling.
Igennem det seneste halvår har der ligeledes været løbende eksempler i medierne på, at fællessang har fået blandt andre en dement til at rejse sig fra sin kørestol, fordi en musikterapeutisk tilgang til patienter har vist, at musikken kan gå bag om nogle af de udfordringer, som demenssygdomme skaber og få kontakt til mennesket, der stadig er derinde.
Ny forskning på området har også vist, at musik er en helt essentiel nøgle til at skabe genklang i hukommelsen, ro, glæde og netop følelsen af fællesskab. Derudover ved vi også, at børn, der synger fællessang, får styrket selvtillid og sociale kompetencer. Det er bevist, at sang i løbet af skoledagen giver næring til hjernen og understøtter læring. Sang er endda, ifølge musikforskere, fysisk sundt og ligeså livsvigtigt som motion. Derfor er der så mange gode argumenter for, at fællessang stiller noget helt særligt til rådighed for os alle, og at fællessang derfor er en god investering i samfundets fællesskab, som betaler sig. Alt det der skiller mennesker, fylder jo i forvejen meget – og så kan det godt være, at kunst og kultur blander utopi og virkelighed, men det, der forener og optimismen omkring, har vi også brug for både at mærke og blive mindet om!
De fleste, der har prøvet at være en del af fællessangens fællesskab, ved, at det er svært at være negativt indstillet efter en fællessang. At synge sammen skaber et fælles afsæt for den givne situation, og selv om sangenes fortællinger og musikalske udtryk kan trykke på mange stemninger i kroppen, vil de fleste opleve, at det er et berigende indhold at møde.
Men hvordan kan vi sikre os, at fællesskabet er rummeligt og ikke forholder sig til nationalkultur på en ekskluderende måde over for dem, der ikke umiddelbart har fået traditionen serveret helt automatisk?
Samlingen af fællessange i Højskolesangbogen har udviklet sig til i dag at repræsentere både en stærk tradition, men også et indhold, der er aktuelt i forhold til den tid, vi lever i nu – og det er en vigtig pointe, at indholdet hele tiden udvikles og fornys, så man samlet set har en repræsentation af sange, som man kan bruge alt afhængigt af den sammenhæng, man er en del af. Sangene rummer derfor ikke kun kernefortællinger i sig selv, men er i ligeså høj grad betinget af vores egne fortolkninger og de sammenhænge, de bruges i.
Det er en styrke, at en nationalkulturel perle på den måde er tilgængelig for de mange og ikke kun de få. Man kan synge på dansk eller også på andre sprog i sammenhænge, hvor det er et godt afsæt for et kulturelt møde – og det er en unik anledning til at skabe generationsmøder, hvor den samme sang kan betyde noget forskelligt for os, fordi refleksionen ofte relaterer sig til den livssituation, man befinder sig i. På den måde kan alle aldre dele den samme kunst og kultur, men forbruge den og forholde sig til den forskelligt.
Der ligger derfor en særlig kraft i fællessangens univers, og forskning på området peger også på, at fællessang har stor positiv indvirkning på mennesket.
Men er fællessang så være svaret på alt? Nej, naturligvis ikke. Men det giver et fælles grundlag at være både enige og uenige ud fra, hvilket ofte vil skabe nogle andre samtaler. Samtaler der beror på samhørighed, som er en følelse eller tilstand af både nærhed og også respekt for, at andre kan have et andet standpunkt end en selv.
At nå frem til samhørighed igennem fællessang er derfor også et modsvar til en polariseret kultur, hvor folk i værste fald frygter anderledeshed. Fællessang er et frirum fra individualiserede dagsordener, og fællessang styrker både øjeblikket og nuet samt mødet mellem mennesker i en større samfundsorienteret kontekst.
Traditionen omkring fællessang i Danmark opfattes af mange som en særlig del af vores kulturarv, som skal holdes levende og videregives til nye generationer. Det allervigtigste, når man arbejder med kulturarv, er, at man ikke kun interesserer sig for en historisk dimension, men også forholder sig til, hvad indholdet kommunikerer i nutiden – og hvad mennesker kan bruge den til nu og her. Både i de nære oplevelser og i de bredere perspektiver. Hvis man møder fællessangens univers med denne præmis, vil den fremadrettet kunne fastholde at være relevant og aktuel for nye generationer og til glæde for alle, der vil synge med.
Den bedste måde at holde kultur levende på, er at bruge den. Højskolesangbogen leverer indholdet, men det er os, der skal holde den levende. Derfor skal vi blive ved med at synge og arbejde for at invitere endnu flere med og brede fællessangen ud i samfundet i sammenhænge, hvor den ellers ikke nødvendigvis er et velkendt fænomen. Den samhørighed, som fællessang skaber, danner grundlag for en samtale om noget andet end det gængse – også med dem, der er anderledes end en selv.
Der blæser gode vinde med intentionen om at brede fællessangen ud i samfundet. Højskolerne har fornyligt søsat projektet ”Syng, spis og snak” støttet af Nordea-fonden, og lørdag d. 17. marts åbner DR K deres tv-flade for 12 timers sending med live-fællessang fra hhv. Dokk1 i Aarhus, Ryslinge Højskole og Vartov i København.
Det Danmark, der synger sammen, hører sammen!
Kronikken er bragt i Kristeligt Dagblad