70 Syng, spis og snak arrangementer afviklet

Publiceret 11-12-2018
Nyhed

Nu er 70 Syng, spis og snak arrangementer afviklet og flere hundrede mennesker har mødtes på højskoler i hele Danmark til fællessang, fællespisning og gode samtaler. Se stemningsrapport fra et arrangement, hvor alle generationer var samlet.

Højskolernes projekt ”Syng, spis og snak”, som er støttet af Nordea-fonden, har nu været i gang i halvandet år og har afviklet 70 arrangementer fordelt over hele Danmark.

Jeg synes, det er utrolig at børn, unge og ældre kan sidde sammen, selvom de ikke kender hinanden og snakke om hvad det skal være. Man kan sagtens se børn, unge og ældre sidde sammen og snakke, men det plejer at være i familie eller nogen der har en relation til hinanden.

Højskoleelev efter Syng, spis og snak

Det er blot en af mange gode effekter af at bringe mennesker sammen til fællessang og fællesspisning.

30 arrangementer med i foråret

I starten af det nye år annoncerer vi forårets 30 arrangementer, hvor folk kan mødes til fællessang, fællespisning og gode samtaler. Hele perioden igennem har projektets absolutte fokus været rettet mod formidlingen af en stærk folkekultur repræsenteret gennem Højskolesangbogen.

Se hvor der er Syng, spis og snak arrangementer

Ud over at synge sammen er et fælles måltid og gode samtaler omdrejningspunktet i ”Syng, spis og snak”. Vi tror på, at når mennesker synger og spiser sammen, skaber det grobund for nogle andre og bedre samtaler med hinanden – også med mennesker man ellers ikke ville møde og tale med.

En samtale på tværs af generationer

Et godt eksempel var Syng, spis og snak på Nørgaards højskole, hvor eleverne havde arrangeret sange og motiveret hver sang. Alle generationer var samlet: De lokale skoler, plejehjemmet og højskoleeleverne. Da sangene var sunget blandede højskole mennesker fra de tre grupper og det kom der en rigtig god herresnak ud af. 

Det er altid hyggeligt at spise og have en samtale man ikke forventer man vil have.

Højskoleelev

De 7 herrer her kendte ikke hinanden på forhånd, men fik en rigtig hyggelig stund og måltidet på Nørgaards Højskole,

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Projektet formidler Højskolesangbogens sange og den tradition, der knytter sig dertil – både på det nære plan og i en større samfundsorienteret kontekst. ”Syng, spis og snak” har skabt mulighed for forskellige tiltag, der netop sætter fokus på fællesang i praksis, hvor vi igennem fx udgivelsen ”100 sange fra Højskolesangbogen” med instrumentale akkompagnementsindspilninger har skabt et afsæt for, at endnu flere sange bliver sunget og lært.

Vi arbejder hele tiden for, at invitere nye målgrupper ind i fællessangen. ”Syng, spis og snak” foregår på 13 højskoler i Danmark. Projektet er både et udtryk for, at højskolerne gerne vil åbne dørene for deres respektive lokalsamfund og invitere indenfor og på samme tid engagere sig i verden udenfor.