Folkeviser hitter blandt unge

Publiceret 01-04-2018
Nyhed

De gode gamle folkeviser har fået en renæssance. Noget tyder på, at der er opstået en leg blandt unge og det har givet viserne nyt liv. Sangen om den böhmiske kongedatter Dagmar hitter.

Den sidste måned har danske folkesange, noget overraskende, arbejdet sig op i toppen af sange, som bruges mest i Højskolesangbogens app.

Det er sange som nr. 457 Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg, nr. 461 Villemand og hans væne brud, nr. 463 Princessen sad i højeloft, nr. 464 Ramund var sig en bedre mand og nr. 465 Der stode tre skalke. 

Det er 1. april ...

Vi havde mistanke om, det var en fejl, fordi vi i opbygning af appen brugte mange af folkesangene til at teste visning af sange med mange vers. Men der kan vi ikke finde forklaringen.

Janne Bavnhøj, Digital redaktør for Højskolerne.

Mange vers - og mange gentagelser blir til en leg

Sange på histlistens top 5 er blandt sværvægterne i antal vers. Fx har nummer 461 Villemand hele 31 vers og Dronning Dagmar har 22 vers, så det var meget langt fra forventet, at de skulle hitte. Men systemet er set efter i sømmene, og det er ikke der, forklaringen skal findes. 

DRs fokus på Højskolesangbogen i Maratonsang den 17. marts gav ekstra fokus også på appen. Det er muligvis derfor, tendensen nu kan måles.

Sangbattle

Rygter vil vide, at der på mange højskoler er opstået en leg, hvor man står i en ring og synger. En person synger verset, mens hele ringen synger gentagelserne. Synger man forkert eller misser man gentagelsen, ryger man ud. 

Niels Glahn, Generalsekretær for Folkehøjskolernes Forening

Rygter forlyder også, at legen nogle steder er blevet til en drukleg, men det har Folkehøjskolernes Forening endnu ikke kunnet få bekræftet.

Mange af sangene har en næsten messende karakter, med gentagelse af en eller flere linier, som fx. sidste linie i Dronning Dagmar: Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar. Villemand har to gentagelser: 2 linie Strengen er af guld og 4 linie Så liflig legte han for sin jomfru. Det gør dem velegnet til kædedans og nu altså også sangbattle med udskilningsløb.

Sidstnævnte er en såkaldt tryllevise, og dens fortælling er kun meningsfuld, hvis vi accepterer de overnaturlige elementer, der indgår i den – på samme måde, som når vi hører eller læser eventyr.

Dronning Dagmar hitter

Hvad er historien bag den nye topscorer: Dronning Dagmar?

Hun var Valdemar Sejrs dronning i årene 1205-1212. Efter sin tidlige død fik hun nærmest helgenstatus som et idealbillede af den fromme og gode kvinde – i kontrast til den portugisiske prinsesse Berengaria (Bengerd) som blev Valdemar Sejrs anden dronning

Hvad den unge Dagmar døde af, er der ingen historiske kilder om. Men i folkevisetraditionen er der ingen tvivl: Hun dør i barselseng. Det er egentlig et barselgilde Dagmar inviterer Danmarks fruer til, og de magiske formler hun beder Kirsten om, skal forstås som midler mod fødselssmerter.

Som det fromme menneske hun har været, må hendes ophold i skærsilden blive ganske kort; visens slutning betyder at da Dagmar vågner igen (str. 17), har hun allerede i de få minutter hun har været død (jf. str. 14), udstået straffen for sin synd: forfængelighed – hun har pyntet sig om søndagen (str. 21). Og nu kalder Himmerigs klokker på hende (str. 22).

(Hold godt øje med hvilken dato denne artikel er publiceret)

 

nr. 457 Dronning Dagmar

1

Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg,
til Ringsted lader hun sig vente;
alle de fruer, i Danmark er,
dem lader hun til sig hente.
Udi Ringsted hviles dronning Dagmar.

2

"I henter mig fire, I henter mig fem,
I henter mig af de vise!
I henter mig hid den liden Kirsten,
hr. Karls søster af Rise!"

3

Liden Kirsten ind ad døren tren
med tugt og megen somme;
dronning Dagmar sidder hende op igen,
hun favned så vel hendes komme.

4

"Kan du læse og kan du skrive,
og kan du løse min pine,
da skal du slide rød skarlagen
og ride gråganger' min."

5

"Kunne jeg læse og kunne jeg skrive,
jeg gjorde det alt så gerne;
det vil jeg for sanden sige:
eders pine er hårder' end jerne. "

6

Så tog hun sankt Mari bog,
hun læste alt det, hun kunne;
hun kunne ikke lys på kronen se:
så såre hendes øjne de runde.

7

De ledte hende ud, de ledte hende ind,
det blev jo længer og værre:
"Imedens det kan ej bedre vorde,
I sender bud efter min herre!"

8

Det var den liden smådreng,
han lod ikke længe lide,
han rykte sadel af bjælken ned,
lagde den på ørs hint hvide.

9

Kongen han stander på højeloftsbro,
og ser han ud så vide:
"Og hisset ser jeg en liden smådreng,
så sørgelig mon han kvide.

10

Hisset ser jeg en liden smådreng,
så sørgelig mon han trå,
det råde Gud Fader i Himmerig,
alt hvor Dagmar hun må!"

11

Ind kom liden smådreng,
og stedes han for bord:
"Vil I noget med Dagmar tale,
I vide hende snarlig ord!"

12

Dankongen slog det tavlbord sammen,
at alle de terninger sjunge.
"Forbyde det Gud i Himmerig,
at Dagmar skulle dø så unge!"

13

Der han red af Gullandsborg,
da fulgte ham hundred svende;
der han kom til Ribe,
da var han mand alene.

14

Der var ynk i fruerstue,
der alle de fruer græde;
dronning Dagmar død' i liden Kirstens arm,
der kongen red op ad stræde.

15

Kongen ind ad døren tren,
han så den ligbåre stande:
"Herre Gud Fader i Himmerig
da bedre mig denne vånde!

16

Jeg beder eder, fruer og møer
og så I gode terner:
I beder en bøn alt for mig!
jeg taler med Dagmar så gerne."

17

Dronning Dagmar rejser sig af båren op,
hendes øjne var blodige røde:
"O ve, o ve, min ædelig herre!
hvi gjorde I mig den møde?

18

Den første bøn, jeg eder beder,
den vider I mig så gerne:
alle fredløse mænd, dem giver I fred
og alle fanger er jerne!

19

Den anden bøn, jeg eder beder,
den er eder selv til somme:
I lover ikke Bengerd efter mig!
hun er så besk en blomme.

20

Den tredje bøn, jeg eder beder,
den vider I mig så gerne:
lader I Knud, min yngste søn,
konning i Danmark være!

21

Jeg turde ikke ved i pinen brænde
både dag og nat,
havd' jeg ikke mine ærmer om søndagen snørt
og ikke strege på sat.

22
Nu er det tid, jeg farer herfra,
jeg må ikke længer lide,
nu ganger Himmerigs klokker for mig,
Guds engle efter mig bide.
Udi Ringsted hviles dronning Dagmar.

Hent appen

Tag sangbogen med dig over alt. Køb den til din smartphone.

Hent i App Store

Hent i Google Play

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Det blå sanghæfte, melodibøger, og CD'er.

Køb sangbøger 

Hent til din smartphone

Køb som app