Fællessang skaber nye fællesskaber

Publiceret 19-09-2017
Nyhed

”Syng, spis og snak” har som mål at skabe et rum for menneskers oplevelse af samhørighed og fællesskab. Fællessang og fællesspisning er afsæt for at skabe nye møder mellem mennesker. Fra projektstart september 2017 deltager 10 højskoler.

Sang, mad og samtale skal bringe Danmark tættere sammen

Nyt initiativ vil med fællessang og fællesspisning bygge bro mellem forskellige befolkningsgrupper, skabe samhørighed og styrke fællesskabet i Danmark
Det er dokumenteret, at musik har en unik evne til at skabe samhørighed mellem mennesker. Et nyt landsdækkende initiativ vil med netop fællessang og fællesspisning over hele landet skabe fællesskab mellem forskellige befolkningsgrupper i Danmark.

Konkret afholder 10 højskoler fordelt over hele landet hver en række arrangementer, hvor lokalbefolkningen inviteres på mad, sang og samtale.

Se Syng, spis og snak arrangementerne

Bag initiativet står Højskolerne støttet af Nordea-fonden

”Der er virkelig et behov i tiden for, at vi kan mødes på tværs af baggrund, alder og overbevisning. Ikke bare for, at vi mødes til noget, men også om noget. Med initiativet Syng, spis og snak håber vi at være med til at styrke menneskers oplevelse af fællesskab på tværs af befolkningsgrupper,”

Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark.

Syng, spis og snak ønsker derudover at bidrage til, at sangfællesskaber kan styrke kendskabet til landets rødder og historie hos mennesker i alle samfundslag og samtidig udvide rummeligheden i samfundet og kendskabet til kulturel forskellighed.

”At spise, synge og tale sammen er noget, vi alle kan samles om. Det er aktiviteter, som giver plads til møder mellem mennesker og understøtter de brede, rummelige fællesskaber. Højskolerne er en oplagt ramme om disse møder, og vi er glade for, at så mange højskoler også vil invitere de lokale borgere indenfor. Det vil styrke oplevelsen af samhørighed, fællesskab og ’gode liv’ i lokalsamfundet”,

Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Om Syng, spis og Snak

Bag Syng, spis og snak står Højskolerne støttet af Nordea-fonden med 2.550.000 kr.

Følg projektet på www.hojskolesangbogen.dk/syngspisogsnak

 

 

Rasmus Skov Borring

Projektleder ”Syng, spis og snak”
Udvikling

  

Nordea-fonden

Projektet er blevet til med støtte fra Nordea-fonden.