Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

18. udgave hvad er nyt

17. og 18. udgave af Højskolesangbogen

166 sange fra den 17. udgave udgik i 18. udgave af Højskolesangbogen. Ud gik primært historiske og nordiske sange. Ind kom morgen- og aftensange.

166 nye sange

18. udg. indeholder 572 sange. Det samme antal som 17. udg. Af dem er 166 nye. Heraf er der 29 sange på engelsk incl. 5 oversatte danske sange, bl.a. nr.  95 "Et jævnt og muntert virksomt liv på jord" og nr.  21 "Se, hvilken morgenstund", samt 10 tyske sange.

Kaj Munks "Den blå anemone" er nu - efter utallige opfordringer - med i Højskolesangbogen som  nr. 262 ligesom "Der er noget i luften" (nr. 217) og "Glade jul" (nr. 237).

Se listen over alle sange

Flere morgen- og aftensange

"Den signede dag" har bevaret sin traditionelle placering som nr. 1. I øvrigt er antallet af morgen- og aftensange noget større. Der er således en del nye aftensange.

Salmer

Antallet af salmer er stort set det samme. Der er en del nye, heraf godt 20, som også findes i den nye salmebog, hvoraf selvfølgelig den allerede meget populære nr. 306 Det dufter lysegrønt af græs gendigtet fra svensk af Johs. Johansen.

Nye afsnit

Salmerne findes i et nyt, bredere afsnit: "Tro" samt i forskellige andre afsnit, hvor de naturligt hører hjemme i "Årets gang".

Andre nye afsnitsbetegnelser er: "Liv", "Frihed og fællesskab", "Tidlig vinter", "Tidligt forår", "Sent forår", "Tidlig sommer", "Midsommer", "Højsommer", "Sensommer".

Nyt temaregister

Afsnittene: "Advent", "Jul", "Nytår", "Påske" og "Pinse" finder deres naturlige pladser i "Årets gang". Sammen med et alfabetisk register og som noget nyt - et udførligt temaregister, gør det Højskolesangbogen meget brugervenligt og let at finde rundt i.

Historiske sange udgik 

Nogle af de gamle, bl.a. ikke længere brugte historiske, bibelhistoriske og sange fra de øvrige nordiske lande har måttet vige pladsen for den fornyelse, som er nødvendig for at holde sangtraditionen levende.

Populære sangskrivere

Benny Andersen har fået yderligere fire sange med, bl.a. "Barndommes land" og "Udsigt i kikkert".

Jens Rosendal er repræsenteret med 13 sange i alt, heraf 6 nye, bl.a. "Troen er ikke en klippe" med melodi af Jens Nielsen og "Sat her i forvirringstiden", melodi Erling Lindgreen.

Halfdan Rasmussen har nu 7 sange med mod 3 i den gamle, bl.a. "Noget om billigrejser" med melodi af Mogens Jermiin-Nissen.

Kim Larsen har fordoblet sit antal til 4 sange, bl.a. "Om lidt bli'r' her stille" og "De smukke unge mennesker".

Piet Hein har nu tre sange mod tidlige én - fx "Hvergang en sommer igen kommer dragende" (Sommerens ø), melodi af Mogens Jermiin-Nissen.

Frank Jæger og Tony Vejslev har yderligere en sang med, nemlig "Være-digtet", "O, at være en høne". For de lidt yngre hører sange som "Livstræet" og "Jeg ved en lærkerede"

Nye forfattere

Af helt nye forfattere i Højskolesangbogen kan bl.a. nævnes:

  • Martin Brygmann,
  • Suzanne Brøgger,
  • Johs. Møllehave,
  • Janus Kodal,
  • Peter Laugesen,
  • Astrid Lindgren,
  • Sebastian og
  • Lars Busk Sørensen.

Mange af melodierne er sat ned, så de egner sig bedre til fællessang - og til glæde for de pianister, der ikke kan transponere. Alle sange har becifringer. De er ens i sangbogen og Melodibogen.

 

Sangbogsudvalget for 18. udgave

  • Carsten Andersen
  • Michael Bojesen
  • Jacob Bonderup
  • Ole Brunsbjerg
  • Jørgen Carlsen
  • Hans Dammeyer
  • René A. Jensen
  • Karen Hanne Munk