Syng julen ind på Greve Museum
Skrevet den 24. november 2011

Syng julen
Fællessang på Greve Museum
Søndag den 4. december 2011 kl. 14 er der mulighed for at synge julen ind på Greve Museum. Kom og syng med på julens sange og salmer og få samtidig lidt mere at vide om historierne bag sangene og bliv klogere på den julemusik, der kan høres overalt i december måned. Årets juleudstilling på museet handler netop om julesangenes historie, så her er også en anledning til at se de smukt oppyntede stuer i Grevegårds stuehus.
December måned er en særlig tid med mange traditioner, og for mange mennesker er sangene en vigtig del af julen. I de fleste hjem synges der julesange, når der danses rundt om juletræet. Først synges salmerne, der skal minde os om julens religiøse budskab, og bagefter synges de julesange, som priser nissen og juletræet. De første julesalmer var på latin, som de fleste danskere ikke forstod. Salmerne blev sunget af koret i kirken, men i 1500-tallet opstod der dog et ønske om at ændre det kirkelige sprog fra latin til dansk, og efterhånden blev der både digtet nye danske julesalmer og lavet danske oversættelser af de latinske julesalmer, som alle kunne synge med på. Den første officielle danske salmebog blev udgivet i 1569, hvor blandt andet ”Et barn er født i Betlehem” er at finde. Af de verdslige julesange er "Nu er det jul igen" en af de ældste sange, som stadig er i brug. Den kendes fra 1700-tallets julestuer, hvor den blev sunget til en sangleg. De andre julesange er af nyere dato og opstod sammen med juletræets indtog i de danske stuer. En af de måske meste kendte juletræssange "Højt fra træets grønne top" skrev Peter Faber til sin private julefest i 1847. Han kaldte sangen for ”Juletræet”, og året efter komponerede Emil Horneman melodien. Dette makkerpar stod også bag juleklassikeren ”Julestemning” – som vi i dag kender bedre som "Sikken voldsom trængsel og alarm".
Museumsinspektør Kamilla Hjortkjær vil lede fællessangen på museet den første søndag i december og vil også knytte fortællinger til de enkelte sange. Der vil blive fortalt historier om julen og om traditioner på hedeboegnen, og imellem fortællingerne vil der blive rig mulighed for at synge med på julens kendte sange og salmer. Søndagens arrangement foregår i museets cafe, hvor både børn og voksne er velkomne til at deltage. Efterfølgende vil der være mulighed for at gå på opdagelse i den julepyntede udstilling, hvor man kan lære mere om julens sange og salmer. I caféen vil der være mulighed for at købe æbleskiver, gløgg og hjemmebagte småkager, og mens julegodterne indtages, kan man nyde synet af museets juletræ, som er udsmykket med julepynt udført i hedebosyning.
Praktiske oplysninger
Juleudstillingen vises frem til den 8. januar 2012 og kan ses på Greve Museum, Bækgårdsvej 9, 2670 Greve. Tlf. 43 40 40 36. Museets åbningstider: tirsdag – fredag 11-15, bortset fra 2. onsdag i måneden, hvor åbningstiden er 13.30-21, søndag 11-17. Mandag og lørdag lukket. Læs mere om Greve Museum på www.grevemuseum.dk. Der er fri entré til museet og til arrangementet.
Kommentarer: