Den Folkelige Sangs Pris
Den Folkelige Sangs Pris til Niels Brunse
Sprogmennesket, forfatteren, oversætteren, anmelderen og sangskriveren Niels Brunse blev torsdag aften hædret med Den Folkelige Sangs Pris, der i 2009-udgaven er på 30.000 danske kroner.
I år gik Den Folkelige Sangs Pris til manden bag nogle af de mest populære sange i den nye udgave af Højskolesangbogen: Niels Brunse.
Ikke mindst hans morgensang "Godmorgen, lille land", der vandt konkurrencen som den bedste danske sang til Storebæltsbroens åbning i 1998, har fundet vej ind i danskernes hjerter og er en af de mest populære morgensange i dag.Om prismodtageren
I motivationen i forbindelse med overrækkelsen af prisen, der fandt sted torsdag aften under årsmødet i Folkehøjskolernes Forening i Danmark på Grundtvigs Højskole i Frederiksborg, hed det bl.a. om Niels Brunse:
"Gennem næsten 40 års virke som et usædvanligt bredt funderet sprogmenneske har Brunse vist et imponerende højt og konstant, fagligt niveau. Der er næsten ikke den sproglige disciplin eller genre, han ikke mestrer i international topklasse, og i de senere år har han - når lejlighed har budt sig - tilmed kastet sig over en usædvanlig fin produktion af danske sangtekster, hvoraf foreløbig tre har fundet vej til den 18. udgave af Højskolesangbogen. Foruden "Godmorgen, lille land" (HS nr. 30) er det "Nu regner det så stille" (HS nr. 148) fra 2001 og "Folk er ikke maskiner" (HS. nr. 149) fra 2004. Hans forfinede fornemmelse for sproget og dets "musik" og hans stilfærdige sans for behovet for såvel en sproglig som en indholdsmæssig fornyelse af den danske sangskat, gør ham til en vigtig figur i de kommende års sangskrivning herhjemme. Måtte prisen her motivere og opmuntre Niels Brunse til fortsat at bruge ledige stunder på at berige vores fælles, danske (sang-)liv til glæde for alle brugere af den blå - og i det hele taget.."
Om Den Folkelige Sangs Pris
Den folkelige sangs pris bliver uddelt hvert år af Folkehøjskolernes Forening i Danmark i forbindelse med foreningens årsmøde. Prisen er på 30.000 kr. Prisen gives til en eller flere personer, der på den ene eller anden måde har bidraget til udbredelsen af, kendskabet til og dermed fastholdelsen af den enestående kulturarv, den folkelige sang i almindelighed og Højskolesangbogen i særdeleshed er. Prismodtageren bliver udpeget af et udvalg bestående af højskolelærer på Borups Højskole, Lone Selmer, højskoleforstander Erik Sommer, Nr. Nissum, og højskoleforstander Ole Kobbelgaard, Askov.
Blandt tidligere prismodtagere finder man blandt andre Alberte Winding, Tony Vejslev, Jens Rosendal, Niels Henning Ørsted Pedersen, Niels Hausgaard, Michael Bojesen, Karen Bjerre, Benny Andersen & Poul Dissing og Michael Bojesen.